| Hvad kan der gøres for at redde den danske natur? |
|
Vi bringer her uddrag af rapporten: "Ammoniak i landbrug og natur" v. Knud Tybirk og Villy Jørgensen. Danmarks MiljøUndersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning. Det er hele kapitlet om hvordan ammoniak i luften kan påvirke vores natur. En del illustrationer er ikke medtaget, men kan ses i sin rette sammenhæng i rapporten, der kan købes for kr. 50,- hos Miljøbutikken, butik@mem.dk
Hvorfor er ammoniak et problem?Der er masser af kvælstof i naturen. Luften indeholder ca. 78% kvælstof. Men det meste er biologisk inaktivt kvælstof, såkaldt frit kvælstof (N2). Kvælstof fandtes oprindelig ikke som næringsstof i jorden - det er en luftart, hvilket er en afgørende forskel fra andre vigtige plantenæringsstoffer som fosfor og kalium. Kun meget langsomt gennem klodens udvikling er kvælstof blevet gjort biologisk aktivt, dvs. bundet sammen med brint, ilt eller kulstof til nitrat, ammoniak og organisk bundet kvælstof.
Luftformigt kvælstof kan gøres biologisk aktivt ved stærke elektriske udladninger, fx lyn, eller ved at specialiserede bakterier, alger og svampe kan opfange og anvende kvælstoffet. Denne proces kaldes kvælstoffiksering, og fx kan bakterier på bælgplanters rødder fiksere luftens kvælstof.
Kvælstof i historisk lys
Gennem millioner af år er puljen af biologisk aktivt kvælstof kun vokset langsomt. En stor del af det fikserede kvælstof frigives dog igen til atmosfæren efter omdannelse til frit kvælstof (N,). Det er først inden for det seneste århundrede, at mennesket for alvor er begyndt aktivt at udnytte kvælstof i landbruget. Husdyrproduktionen blev en væsentlig faktor til at opkoncentrere kvælstof fra naturgrundlaget. l begyndelsen var det indførelsen af kløver, ærter o.lign. som fikserede luftens kvælstof og derved tilførte jorden kvælstof.
Mergel, kalk og fugleekskrementer (guano) med meget fosfor øgede jordens produktivitet. Derved kunne landbruget holde flere husdyr, og brugen af husdyrgødning forbedrede landbrugsjordens produktivitet yderligere. Først efter 1950'erne er mennesket for alvor begyndt at ændre på Jordens samlede omsætning af kvælstof, hvor vi i dag styrer en meget stor del af klodens totale kvælstofkredsløb.
Fremstillingen af kunstgødning fra frit luftformigt kvælstof og anvendelsen heraf har
fordoblet den 'menneskelige' kvælstoffiksering på Jorden siden midten af 1970'erne.
Mennesket kontrollerer i dag lige så meget kvælstoffiksering som den naturlige.
En væsentlig del af produktivitetsstigningerne i landbruget skyldes, at landmanden nu kan regulere gødskningen med kvælstof (sammen med øvrige næringsstoffer) efter afgrødernes behov. Men det højeffektive landbrug med stor vægt på intensiv produktion af kød og mælk kan give store tab af kvælstof til naturen, både i form af udvaskning af nitrat og fordampning af ammoniak.
Figur th: Kvælstoftilførsel til landbruget i 1950'erne, 1993-94 og 1996-97 (Kyllingsbæk 1995 og 1999). Dansk landbrug tilføres langt mere kvælstof fra handelsgødning, foderimport og atmosfærisk nedfald i dag end i 1950'erne. Omvendt spiller biologisk kvælstoffiksering ikke så stor en rolle i dag
Ammoniak i naturen
En stor omsætning af kvælstof i planter og dyr giver tab af kvælstof til omgivelserne, enten i form af nitrat, frit kvælstof eller ammoniak, afhængig af forholdene. Ammoniak frigives altså fra planter og dyr under deres vækst og nedbrydning, så ammoniak og andre kvælstofholdige luftarter (biologisk aktivt kvælstof) findes derfor naturligt i atmosfæren i lave koncentrationer. Når ammoniak bliver et problem, er det kun fordi det lokalt optræder i unaturligt store mængder.
Ammoniak i luften afsættes igen på landjorden (se nedenstående figur). Afsætningen kan ske både tæt på og langt fra kilden afhængigt af forholdene. Blandt andet derfor har andre organismer end de kvælstoffikserende planter været i stand til at kolonisere nye områder og langsomt ophobe kvælstof i økosystemerne. Fosfor og kalium og forskellige mikronæringsstoffer findes som mineraler i jorden i små mængder. Udviklingen af de fleste økosystemer og deres arter er foregået med konstant lavt kvælstofniveau som et grundvilkår.
Set i forhold til landbrugets planter er det endog meget lave årlige tilførsler af kvælstof, de fleste vilde plantearter trives ved. l landbruget er den anbefalede tilførsel til vinterhvede 180 kg N pr. hektar pr. år, mens det naturlige baggrundsniveau for kvælstoftilførsel fra luften anses for at være på 3-7 kg N pr. hektar pr. år
De fleste arter vokser hurtigere med mere kvælstof end der findes naturligt, hvis ikke andre næringsstoffer mangler. Men der er meget stor forskel på de enkelte arters evne til at udnytte mere næring og dermed konkurrere under næringsberigede forhold. Der er nemlig også arter, som er tilpasset mere næringsrige levesteder. Hævet havbund, engarealer og strandenge har fået aflejret kvælstofrigt materiale gennem tiderne og plantearter fra disse økosystemer er tilpasset mere næringsrige forhold. Derfor kan den utilsigtede tilførsel af kvælstof fra ammoniak være til fare for de skove og naturarealer, der er tilpasset lave kvælstofmængder. Ammoniak kan give en række uønskede forandringer i skove, overdrev, heder og højmoser. Virkningen afhænger af vilkårene og hvilke naturtyper, det drejer sig om. Dette vil blive uddybet i de følgende afsnit.
Økosystemerne forandres
Planteverdenen kan inddeles i tre typer:
Nøjsomhedsplanter er tilpasset til at leve under næringsfattige forhold (fx tørvemosser i højmoser, mange laver på heder og i klit, mange overdrevsplanter).
Pionerplanter kan hurtigt etablere sig i forstyrrede økosystemer og udnytte pladsen her. De kan derimod ikke klare sig, hvor der er hård konkurrence om næring, vand eller lys. Mange af de arter, der optræder som ukrudt i landbruget er pionerplanter.
Konkurrenceplanter formår at udnytte lokaliteter med mange næringsstoffer og vokse sig store og kraftige, hvorved pioner- og nøjsomhedsplanter udkonkurreres. Det gælder fx for brændenælde, agertidsel, hindbær og mange græsser.
Forhøjet kvælstoftilførsel i naturlige økosystemer giver ændringer, fordi nogle få ret almindelige arter er bedre til at drage fordel af mere næring end andre. Disse almindelige arter (generalister) bliver dermed meget dominerende og udkonkurrerer andre arter, der er karakteristiske for bestemte økosystemer (specialister). Især er nøjsomhedsplanterne som gruppe truet af denne udvikling.
Mennesker påvirker naturgrundlaget
Naturarealer er især følsomme over for øget næringstilførsel. Halv-kulturarealer (enge, heder, overdrev) og skove er derudover påvirket af menneskets brug af arealerne gennem tidligere tiders og nutidig drift og pleje.
Dansk jordbund varierer fra egn til egn, og både landmænd og haveejere kender forskellen fra hedeslettens sandjord i Vestjylland til den næringsrige lerjord i Østdanmark. Disse forskelle skyldes bl.a. de forskellige istiders aflejringer. Den sidste istid dækkede det meste af landet undtagen Vestjylland, hvor smeltevandet udvaskede næringsstofferne og efterlod en sandet og næringsfattig jord.
Jorden udpines
Menneskets intense udnyttelse af jorden gennem århundreder har betydet meget for forholdene i dag. For 4-5.000 år siden var det meste af Danmark skovdækket og store hovdyr græssede i lysningerne. l skovene har der altid været konkurrence om lyset, og mange af næringsstofferne findes i træerne. Skovbundens planter trives derfor med kun lidt næring og lys, og samtidig kan de klare at blive græsset af store hovdyr.
Svedjebruget i stenalderen betød tab af en del ophobet kvælstof fra skovene ved afbrænding. Agerbruget udviklede sig fra jernalde-ren op gennem middelalderen til at opkoncentrere næringsstoffer i indmarken, mens udmarken langt fra gårdene og landsbyerne langsomt blev udpint, fordi husdyrgødningen ikke nåede derud. Denne udvikling fortsatte helt op i forrige århundrede. Store dele af Jylland var udpint hedejord eller overdrev, mens relativt små arealer med bedre næringsforhold (især i ådalene) var dyrket som intensivt landbrug.
Da H.C. Andersen i postvognen mellem Randers og Viborg i 1859 skrev om "heden alvorsstor her hvor ørknens luftsyn bor- dominerede de næringsfattige menneskeskabte halv-kulturarealer landskabet. Heden blev opfattet som en udpint og vidtstrakt ørken, hvor kun lyngen kunne gro. Eller med andre ord: Kun de arter, der kunne klare sig med meget lidt næring kombineret med afbrænding, græsning og strid blæst kunne klare sig. Og det er under sådanne stressede vilkår, at mange nøjsomhedsplanter kan klare sig.
Lysåben og næringsfattig natur er værdifuld
I den næringsfattige natur lever mange af de arter, der var tilpasset tidligere tiders lave næringsstofniveauer. Heder, overdrev og enge har gennem århundreder været lysåbne samfund, hvor man har fjernet flere næringsstoffer, end der har været tilført. Man har derved langsomt udpint områderne, som kun har givet et meget lavt udbytte set med landbrugerens øjne i dag. Sådanne økosystemer huser en stor del af Danmarks planterigdom, især de karakteristiske nøjsomhedsplanter og en række tilhørende dyre- og svampegrupper. Arealerne med heder og overdrev er kraftigt reduceret. De er erstattet af intensivt dyrket landbrugsjord og skov, hvor indførte dyrkede afgrøder og træer dominerer. Mange af de hjemmehørende arter er derfor blevet sjældne, og de resterende levesteder er truet af tilgroning og overgødskning. Dermed mister vi den historie, som disse økosystemer kan fortælle os om levevilkårene tilbage i tiden.
Belastning med ammoniak
Øget tilførsel af kvælstof giver konkurrenceplanterne gode vilkår. De er store og hurtigtvoksende og ligner derved de fleste af vore kulturplanter, som netop forædles for at opnå disse fordele over for konkurrerende ukrudt. Hvis konkurrenceplanterne får lov at dominere, bliver det et mere artsfattigt miljø. Ammoniak forandrer et af naturens grundvilkår, og de sjældne helt næringsfattige biotoper med mange specialister erstattes af mere almindelige biotoper med mange generalister. Med andre ord reduceres kvaliteten og mangfoldigheden af vor natur.
En ekstremt næringsfattig naturtype som højmosen er ikke særlig rig på arter. Højmosen er beboet af specialister, der ofte kun kan klare sig der. Øget kvælstoftilførsel forbedrer betingelserne bl.a. for vidt udbredte græsser og forandrer dermed økosystemet.
Processerne forskydes
Når sammensætninger af arter i naturen ændres, kan det være helt naturligt, men det kan også være et symptom på, at der er sket ændringer i de naturlige processer i økosystemet - se nedenstående kasse om lyngen). Disse processer og dertil knyttede organismer er netop, hvad der adskiller den ene naturtype fra den anden.
Lyngfamiliens specialitet
|
| Et permanent lavt niveau af kvælstof og fosfor på heder har været medvirkende til, at planter af lyngfamilien (fx hedelyng, revling, blåbær) har udviklet et kompliceret samspil med specielle svampe (såkaldt mykorrhizasymbiose), som styrker deres evne til at optage kvælstof og fosfor. De fleste planter optager kvælstoffet enten som ammoniak eller nitrat fra jordvæsken. Dette er uorganisk og letomsætteligt kvælstof, men derudover findes en meget stor pulje af organisk bundet kvælstof i jorden, som de fleste planter ikke har adgang til. Lyngplanterne opbygger et lag af organisk materiale på jorden (morlag) ved at have meget langsomt nedbrydeligt løv. Dette morlag kan lynhurtgt binde uorganisk ammoniak eller nitrat og derved gøre det utilgængeligt for de fleste konkurrenceplanter. i stedet har lyngplanterne i tæt samarbejde med mykorrhizasvampe deres eget 'lukkede' kvælstofkredsløb bundet på organisk form, så de kan udnytte denne store pulje af organisk kvælstof. Derved er disse karakteristiske planter i stand til at dominere på vores heder, i visse skove og til dels i højmoserne. Hvis tilførslen af ammoniak fra luften øges, vil et delikate samspil mellem de karakteristiske arter få hårdere konkurrence fra andre almindelige planter. Græsser klarer sig fx bedre på heder, hvis de har adgang til uorganisk kvælstof. |
Den seneste danske liste over truede arter fra 1997 angiver, at 15% af de truede svampearter er følsomme over for kvælstof belastning. Det tilsvarende tal for laver, der udelukkende henter deres næring fra luften, er endnu højere. Mere end 1/4 af danske lavarter anses for at være truet af luftforurening. Arterne på rødlisten er dog kun toppen af isbjerget. Der er en bred vifte af tidligere almindelige arter, der er gået tilbage, men som ikke er akut truede af udryddelse i Danmark (tabel 1). Der er flere grunde til at bremse denne udvikling. Den væsentligste er, at det danske landskab bliver fattigere og mindre rig på oplevelser. Derudover har Danmark en international forpligtelse til at sikre arterne og deres levesteder.
| Tabel: Eksempler på planter fra halvkulturarealer og skove, der påvirkes af øget kvælstofbelastning | |||||
| Typiske konkurrenceplanter, der går frem ved tilførsel af luftbårent kvælstof | Typiske nøjsomhedsplanter, der går tilbage ved tilførsel af luftbårent kvælstof | ||||
|
|||||
For skovenes vedkommende har øget tilførsel af kvælstof umiddelbart en effekt på træernes tilvækst (se nedenstående figur). Træerne optager kvælstoffet og skovenes produktivitet stiger. En sådan øget tilvækst blev konstateret i danske hedeplantager i 1980'erne, men forsøg har vist, at gødskning med yderligere kvælstof ikke længere medfører øget tilvækst. Det tyder på, at skovene mange steder nu er mættede med kvælstof. Ved fortsat forhøjet belastning forventes det, at skovens stabilitet mindskes. Træerne kan optage en vis mængde og omsætte dette til vækst, men på et tidspunkt - afhængig af jordbunden og driften - har skoven fået overskud af kvælstof. Derved opstår der en relativ mangel på andre næringsstoffer, som gør træerne sårbare over for fx frost, tørke og insektangreb. Derudover vil skovbundsvegetationen forandres, og der er risiko for, at skovens tilvækst falder. Samtidig kan ammoniak omdannes til nitrat, og hvis dette ikke optages af vegetationen, kan det udvaskes. En sådan udvaskning medvirker til at forsure jorden.
Figuren: Anerkendt hypotese om
kvælstofmætning i dyrkede skove som følge af øget atmosfærisk tilførsel. Den
skitserede udvikling tager typisk årtier og er derfor meget vanskelig at dokumentere med
sikkerhed i felten. Mange danske skove er i dag mættede eller har overskud af kvælstof
Efter Per Gundersen
l de danske farvande afsættes der også ammoniak. Her er afstanden til kilderne dog forholdsvis stor, og afsætningen fra luften er ikke så betydningsfuld i forhold til belastningen med nitrat fra landbruget. l Kattegat stammer ca. 29% af den totale belastning med kvælstof fra luften, mens det for fjordene er under 10% af tilførslen. Af disse bidrag er ammoniak fra dansk landbrug dog kun ca. l/3, resten udgøres af kvælstofilter og ammonium, der kommer fra andre lande. Det danske bidrag af ammoniak kan dog betyde noget i fjordene i sommerperioden, hvor koncentrationen af kvælstof i vandet er så lav, at atmosfærisk nedfald kan resultere i øget algevækst.
Danske søers tilstand er mere påvirket af tilførsel af fosfor end kvælstof. Der kan dog være tale om ændringer i artssammensætninger af algerne og en vis forsurende effekt af ammoniak i enkelte søer, men generelt anses atmosfærisk kvælstof ikke for at have stor indflydelse på vore søer.
Tålegrænser
Man taler om, at økosystemers tålegrænse er overskredet, når der sker påviselige forandringer. Men forandringerne i økosystemerne på landjorden sker med stor tidsmæssig forskydning, da fx træernes vækst og jordens stødpudeevne forsinker de synlige effekter i naturen. Skadevirkningerne afhænger bl.a. af jordbundens evne til at neutralisere syrevirkningen af ammoniak og andre forsurende stoffer, og af hvor meget biomasse, der fjernes ved skovdrift eller naturpleje.
Kvælstoffet ophobes i økosystemet indtil der indtræder en mætning. Et økosystem, der tilføres lidt forhøjede doser over meget lang tid, kan ofte få de samme problemer, som ses ved meget forhøjede tilførsler over kortere tid. En forhøjet tilførsel med kvælstof over en lang periode kan forventes at få negative konsekvenser, men det afhænger meget af jordens beskaffenhed. En sur og grovkornet sandjord er meget mere følsom end en neutral og næringsrig lerjord.
Tålegrænser for skove
Med et detaljeret kendskab til jordens beskaffenhed og træernes produktivitet kan forskerne beregne tålegrænser for forsuring eller eutrofiering af skovjorder med modeller. Beregningen foretages for de konkrete skovområder over en meget lang tidshorisont, fx 200 år. Der skal på langt sigt være overensstemmelse mellem tilførsel og fraførsel af næringsstoffer og syre-basebalancen i jorden. Tilførsel af næringsstoffer og de såkaldte basekationer (kalium, magnesium, calcium), der er vigtige for jordens syrebalance, beregnes ud fra jordens forvitringsevne og den atmosfæriske tilførsel. Biomasse, der fjernes ved skovproduktion, skal derefter trækkes fra i regnestykket. Man kan således på ret detaljeret skala beregne og kortlægge, fx hvor meget kvælstof skovene kan tåle. Sådanne tålegrænsekort indrapporteres af Danmarks Miljøundersøgelser til et fælles europæisk datacenter i Holland og er grundlaget for forhandlinger om internationale reduktionsaftaler.
Tålegrænser for naturarealer
Der er fastsat tålegrænser for enge, heder, overdrev og højmoser med en 30-50-årig tidshorisont. Her har man oftest ikke tilstrækkeligt detaljeret kendskab til at foretage komplicerede modelberegninger, men grænserne er fastsat ud fra den bedste tilgængelige viden og fx undersøgelser af vegetationsforandringer i økosystemerne. Der er derfor en vis usikkerhed forbundet med disse tålegrænser. Tabellen herunder viser intervallerne for de beregnede tålegrænser fastsat med vor nuværende viden for de danske naturtyper og skove.
| Tabel: Så meget kvælstof kan danske skove og naturtyper tåle. Intervallerne afspejler forskelle i jordbund og driftsform (se kortet) | |||||
| Tålegrænser for danske skove fastsat for at beskytte træproduktionen | Tålegrænsen for danske naturtyper (30-50 års tidshorisont) fastsat ud fra feltundersøgelser og modelberegningeraf vegetationsforandringer herhjemme og i udlandet | ||||
|
|||||
Tålegrænserne for skove er modelberegnede ud fra kriterier, der skal beskytte skovenes produktivitet. De lave tålegrænser for gran og fyr skyldes, at de ofte er plantet på sandet jord og at høsten af træ er forholdsvis lav, især i klitplantagerne. For naturområderne er tålegrænserne fastsat ud fra ønsket om at bevare økosystemernes karakter uden påviselige forandringer. Tålegrænserne for gran, fyr, klithede, overdrev og højmose er sammenlignelige i størrelse, men altså fastsat ud fra forskellige kriterier og med forskellige metoder.
Spredning og afsætning
Ammoniakken, der fordamper fra landbruget, kan få tre forskellige "skæbner":
Afsættes direkte på vegetationen eller vandoverflader som gasformigt ammoniak.
Optages af vanddråber.
Omsættes til ammonium (NH,') bundet til partikler.
Stofferne kan vaskes ud af luften i regnvejr (vådafsætning) eller afsættes i tørt vejr som gas eller i partikler (tørafsætning).
Koncentrationen af ammoniak i luften falder hurtigt med øget afstand fra kilden både pga. fortyndingseffekt i luften, afsætningen på vegetation og omdannelse af ammoniak til ammonium. En stor del af ammoniakken afsættes derfor tæt på udslippet, men omfanget afhænger meget af terrænet og overfladens beskaffenhed, dvs. hvor stor en overflade luften kan komme i kontakt med. Det er beregnet, at der afsættes 20-60% af ammoniakken (for hhv. græs og skov) inden for 2 km fra udslippet.
Når forskerne beregner, hvordan ammoniak spredes og afsættes, er der stor usikkerhed på tallene, bl.a. på grund af sparsomme og vanskelige målinger. Der måles luftkoncentrationer, som sammen med mikrometeorologiske data kan give tal for depositionen. Derudover måles koncentrationen af ammoniak i gennemdrypsvand i skove. Danmarks Miljøundersøgelser foretager landsdækkende beregninger af spredning og afsætning på et 5 x 5 km kvadratnet, der dækker over meget stor variation.
Udover den helt lokale afsætning af ammoniak og dermed følgende store variation afhængig af husdyrtætheden vil store ammoniaktab i intensive landbrugsområder også øge depositionen i et relativt stort regionalt område, som fx en kommune eller et amt.
Skovbryn og småskove modtager mere ammoniak end de indre dele af skoven især pga. turbulente vindforhold. Nåleskove har en større overflade i kontakt med luften end løvtræer. Især skovbryn i nåleskove eller et læhegn med nåletræer tæt på en stor ammoniakkilde kan modtage meget store mængder ammoniak. Målinger i skovbryn har vist en afsætning på over 100 kg kvælstof pr. hektar pr. år i områder med mange husdyr. De fleste danske skove er meget små og ligger spredt i landbrugslandskabet. Omkring 60% af det danske skovareal ligger mindre end 200 m fra en skovkant. En meget stor del af de danske skove modtager derfor mere ammoniak end de modelberegnede gennemsnit for 5 x 5 km kvadrater.
Naturområder som heder og overdrev modtager mindre mængder af ammoniak pr. hektar end skovene. Dette skyldes overfladens beskaffenhed, og at de ofte ligger afsides. En del klitheder modtager formentlig kun 5-10 kg. kvælstof pr. hektar årligt - og en væsentlig del heraf er bidrag fra udlandet
Danmark "eksporterer" ammoniak
Den del af ammoniakken, der ikke afsættes umiddelbart, bliver i luften omdannet til partikler, som indeholder ammonium (NH4+). Disse partikler afsættes meget langsommere end ammoniakken og vil derfor kunne transporteres over store afstande. En del af de danske udslip ender derfor i andre lande, fx Sverige, mens vi samtidig modtager ammonium fra udlandet, især Holland og Tyskland. Danmark modtager ca. 11.000 tons ammoniakkvælstof fra udlandet, mens ca. 59.000 tons af det danske udslip ender i udlandet, så Danmark er ,nettoeksportør' af ammoniakkvælstof. Ammoniak fra danske kilder er samtidig den vigtigste kilde til eutrofiering af naturområder i Danmark.
Afsætningen af kvælstof til et punkt kan opdeles i tre bidrag:
Udslippene af ammoniak i Danmark er reduceret en smule gennem de seneste år, men forventes at falde betydeligt mere som følge af forbedret gødningspraksis og andre danske og internationale reguleringer.
Effekten af kvælstof i et økosystem skyldes den samlede tilførsel, der også omfatter kvælstofilterne (NOx). Det er stoffer, der opstår når fossil energi afbrændes, og således især udledes fra energiproduktion, transport og industri. NOX'erne spredes over lange afstande, og Danmark er også 'nettoeksportør' af NOX. Når man lægger kvælstoffet fra ammoniak og kvæistofilterne sammen, er det gennemsnitlige årlige nedfald i Danmark mindsket fra ca. 21 kg kvælstof pr. hektar i slutningen af 1980'erne til ca. l 5 kg kvælstof pr. hektar i 1996. Heraf udgør NOX'erne knap 1/3. En stor lokal og regional variation i ammoniakafsætningen er imidlertid afgørende for skader på økosystemerne.
Overskridelser
Hvis man kombinerer kort over beregnede tålegrænser med depositionskort finder man de områder, hvor det er mest sandsynligt, at tålegrænserne overskrides. For kvælstof laves beregningerne på 5x5 km. Så store felter afspejler dog ikke den nævnte lokale variation i hverken udslip eller følsomheden af naturarealerne. Kortet giver derfor kun et groft billede af situationen (se nedenstående kort). Vi kan dog beregne det samlede areal af skovene og naturarealerne, hvor tålegrænsen er overskredet. Beregningen er lavet for 1996 og for en tænkt situation, hvor de danske udslip reduceres med 50% med samme reduktion overalt.
De konkrete effekter af overskridelserne er vanskelige at måle. Overvågning af sundheden i danske skove har ikke givet nogen entydig sammenhæng med luftforureningens virkning, bl.a. fordi den lokale afsætning af ammoniak ikke er velkendt. Der forventes dog at være en sammenhæng med træernes sundhed, når træerne bliver udsat for tørke eller sygdomsangreb. Forhøjet nitratindhold i jorden er især konstateret i de små skove, der modtager meget ammoniak fra luften.
Undersøgelser herhjemme har vist, at der er kommet flere kvælstofelskende konkurrenceplanter ind i skovene, end der var tidligere. Dette ses fx i Hald Ege ved Viborg og tilsvarende forhold er konstateret i Sverige og Holland. Vi har dog ikke haft nogen systematisk registrering og overvågning af bundvegetationen i skovene herhjemme.
Højmosernes tålegrænser for kvælstof anses for overskredet overalt i Danmark, og der er påvist forandringer af vegetationen i de overvågede moser. Vi kender dog ikke den præcise tålegrænse, da den er lavere end den nuværende deposition, men vegetationen er forandret siden 1950'erne. Det samme gælder for klitheder og overdrev - selvom det dog kan være vanskeligt i dag at dokumentere, hvordan tilstanden ville være uden kvælstoftilførsel. Men der er gode indikationer på, at konkurrenceplanterne vinder over de sjældnere nøjsomhedsplanter ved øget tilførsel. På Randbøl hede er det klart vist, at græsser er i fremgang på bekostning af lyngplanterne. Forklaringen herpå er dog ikke entydig, da der også er ændret brug og pleje af disse halvkulturarealer,
Set fra et natur- og miljømæssigt synspunkt overskrides tålegrænserne stadig i flertallet af vore skove og naturområder på trods af en faldende tendens i udslippene. Generelle reduktioner i udslip vil ikke alene kunne fjerne overskridelserne af tålegrænserne i alle lokalområder. Der må en målrettet indsats til nær de følsomme naturområder og skove for at beskytte dem mod tilførsel af ammoniak.
