Nitrat i drikkevandet
Nedslidte gyllebeholdere truer grundvandet
Amterne sløser med undersøgelse
DVF's politik
Vandmiljøplan II - vådeskud og gummital
Forside

Pressemeddelelse 25. oktober 1999

Amterne sløser med miljøundersøgelse i forbindelse med drikkevandet

Det danske postevand sikres ikke godt nok, fordi amterne sløser med deres miljøundersøgelser i bl.a. områder med særlige drikkevandsreserver, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Det er de såkaldte VVM-vurderinger – Vurdering af Virkninger på Miljøet, som har fået foreningen til at reagere. Amterne laver dem i forbindelse med bl.a. ansøgninger om udvidelse af svinefarme og spredning af gylle på markerne i særlige områder med drikkevandsinteresser.

Fremfor at måle det samlede "gylle-tryk" for et helt drikkevandsområde nøjes amterne med at undersøge belastningen fra den enkelte svinefarm – uden at lade denne indgå i en større sammenhæng. Det giver et forkert billede af den samlede kvælstofsforurening i området. I sidste ende betyder det, at amterne giver flere tilladelser til svinefarme end godt er – på bekostning af folkelige krav om rent drikkevand i hanerne, mener Danmarks Naturfredningsforening.

- Sagen er grotesk, fordi amterne ifølge loven kan sige ja eller nej til en svinefarms udvidelse ved at lade den indgå i en større sammenhæng for et specielt område. Personligt kender jeg ikke til en eneste sag i amterne, hvor embedsmændene og politikerne i miljø og teknik-udvalget har benyttet sig af denne fornuftige fremgangsmåde. Det er jo ligegyldigt om en svinefarm er stor eller lille. Logisk handler det jo om en samlet vurdering af gylle-trykket i området – fremfor den nuværende kludetæppe-politik, som man fører i dag, siger Birgitte Bang Ingrisch, fagmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor har naturfreningsforeningen rejst spørgsmålet i Naturklagenævnet i forbindelse med en sag fra Sæby kommune i Nordjyllands amt og en tilsvarende sag fra Bræstrup kommune, hvor Vejle amt har sendt en sag om udvidelse af en svinefarm fra 330 til 429 dyreenheder ud i høring.

Spørgsmålet har også været rejst i forbindelse med øen Mors, hvor udvidelse af svinefarme kolliderede med bl.a. grundvands-interesser.

Danske Vandværkers Forening mener ligesom Danmarks Naturfredningsforening, at det er nødvendigt fremover at se på det samlede kvælstof-forurening i et område – fremfor at spot-måle, som tilfældet er i øjeblikket.