Jyllands-Posten, 10. december 2000
Politikerne vil nu hjælpe protesterende, lugtplagede landsbybeboere. Havde engblommen og stjernestar stemmeret ville politikerne også lytte til deres trængsler og befri dem fra gyllens plager
Af Poul Henrik Harritz, Præsident, Danmarks Naturfredningsforening
Der tegner sig nu et flertal i Folketinget for at standse udvidelsen af svinefarme i vores landsbyer. Det er et skridt i den rigtige retning. For ca. to år siden udgav Danmarks Naturfredningsforening en folder, der fortalte, hvordan du kan bremse udvidelsen af en svine- eller fjerkræfarm. Det skete efter, at mange bekymrede borgere havde kontaktet os.
Det var dog en gruppe lollandske landsbyfolk med krofatter i spidsen, der fik en række politikere op af stolen. På ganske almindeligt dansk beskrev de frygten for større gylleplage i deres lille vestlollandske paradis, landsbyen Ullerslev. Nu har de god grund til at forberede en byfest, for meget tyder på, at politikerne handler på baggrund af brevet.
Desværre er den danske natur ordblind og mestrer ikke skrivekunsten. Ellers ville de danske højmoser, heder og overdrev stå i kø for at skrive protester - på vegne af de mange blomster, der kræver næringsfattige levevilkår. Brændenælden og tidslerne ville ikke skrive under på brevet til Folketingets politikere - for de trives ypperligt i den overskudsgødning, som dansk landbrug beriger ikke kun markerne, men hele den danske natur med.
En undersøgelse fra det stærkt gylleplagede Ribe Amt dokumenterer, at især ammoniak fra landbruget er skyld i, at naturens tålegrænser er overskredet: Samtlige søer og moser, ni ud af ti overdrev og skove, mere end halvdelen af hederne og hver femte ferske eng får tilført for meget kvælstof. Amtets landbrug sender også gyllen ud over naboamterne.
Ammoniakken er et stort problem for dansk natur. Ser vi på de danske gennemsnitstal - det er dem landbrugets organisationer serverer på overheads til utallige konferencer - går det den rigtige vej. Og dog: Selv om landbruget nedsætter sit ammoniakudslip i disse år, når vi ikke ned på det tilstrækkeligt lave udslip af ammoniak-kvælstof i år 2010, der ville kunne redde blot en del af de sårbare, danske naturområder.
Og helt lokalt ødelægger svinefarme, der øges i antal og størrelse i de kommende år, den nære natur. Det gælder overalt, hvor svinene står tæt - ikke mindst i Jylland.
Naturen bliver fattigere på arter og kun de, der tåler megen kvælstof trives i store mængder, mens alt andet bliver kvalt. Det er stik imod det politiske ønske om at sikre mangfoldigheden i dansk natur.
Politikerne vil nu komme gylleplagede beboere på landet til undsætning. Havde naturen stemmeret, ville politikerne gå i gang med at redde den danske, truede, næringsfattige natur. Det kan ske ved at vedtage et stop for alle udvidelser af svinefarme og etablering af nye. Tænkepausen skulle blandt andet bruges til at fortælle, hvordan den mest sårbare natur i det åbne land sikres bedst muligt.