Stop udvidelse af svineproduktionen - indtil vi har en ammoniakhandlingsplan!

af Peder Agger, formand for Naturrådet.

Debatindlæg bragt i Danmarks amtsråd, Nr. 2 2000

Ammoniak er blevet et problem for naturen. Den store og intensive husdyrproduktion er årsag til, at ammoniak lokalt optræder i uacceptabelt høje koncentrationer.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Danmarks Jordbrugsforskning (DJF) har beregnet, at dansk landbrug i 1996 udsendte godt 90.000 tons NH3-N til atmosfæren, heraf kommer ca. 70.000 tons fra husdyrene. Dette altfor store tab af kvælstof er med til at ødelægge enestående danske naturtyper, som vi ellers forsøger at beskytte på anden vis: overdrev, heder, højmoser og skove, som er tilpasset lave kvælstofmængder. Tilførslen af kvælstof betyder, at konkurrenceforholdene mellem planterne ændres. Mange arter, der er tilpasset lave kvælstofniveauer forsvinder, og få arter der trives ved høje kvælstofniveauer indvandrer. Dvs. at der på en gang sker en forarmning og en ensretning af den danske natur.

En af aftalerne i Vandmiljøplan II (VMP II) er, at Miljøministeren og Fødevareministeren i folketingssamlingen 1998/99 skulle have fremlagt en handlingsplan til reduktion af ammoniakfordampningen fra landbruget. Denne plan er blevet udskudt til midtvejsevalueringen af VMP II ultimo 2000.

Imens øges problemerne, fordi svineproduktionen vokser. Amterne får løbende ansøgninger fra svineproducenter om tilladelse til at udvide. Fx havde Nordjyllands amt ved udgangen af 1999 25 ansøgninger liggende, med en samlet udvidelse på ca. 4.000 dyreenheder svarende til 120.000 slagtesvin per år. Danske Slagterier tror på en udvidelse af svineproduktionen i de kommende år. Prognosen går på, at der i år 2003 vil blive produceret 25.5 mio. svin om året mod 23 mio. i dag (Landsbladet 29/10/99), og 20 mio. i 1995.

Ved gennemførelse af VMP II forventes en mere effektiv udnyttelse af kvælstofoverskuddet i landbruget bl.a. gennem forbedret foderudnyttelse og andre tekniske løsninger. Men forøgelsen af produktionen vil underminere disse forbedringer.

EU, og dermed Danmark, har en målsætning om, at der i år 2010 skal være sket en halvering i forhold til 1990, af de arealer som er belastet med forsuring og eutrofiering udover deres tålegrænse (grænsen for hvornår der sker ændringer i økosystemets struktur eller funktion).

Danmark har netop underskrevet en protokol, som led i ECE-konventionen, om nedsættelse af ammoniakudslippet. Målet er her en reduktion i år 2010 på 43% i forhold til 1990. Der er behov for at diskutere om denne reduktion er tilstrækkelig for at beskytte den danske natur.

Danmark har desuden gennem Habitatdirektivet forpligtiget sig til at undgå forringelse af habitatområder. Dvs. at vi på flere måder er internationalt forpligtiget til at beskytte vor natur. Og det betyder bl.a. at områderne ikke må belastes med luftbåren kvælstof. Hvis vi skal tage disse forpligtigelser alvorligt, og skal vi generelt i Danmark have bare en lille chance for at kunne beskytte de sidste rester af næringsfattige naturtyper, må ammoniakfordampningen fra landbruget nedsættes.

Tålegrænserne overskrides allerede i dag flere steder i Danmark, mest i Jylland fx Ringkøbing og Viborg amter, hvor også de store husdyrbesætninger findes. Det er derfor nødvendigt, at miljøministeren og fødevareministeren nu sætter sig sammen og gør seriøse forsøg på at få den ammoniakhandlingsplan færdig. Målet må være en markant nedsættelse af ammoniakfordampningen i Danmark, så naturen ikke belastes ud over dets tålegrænser.

Det er Naturrådets opfattelse, at udover det nationale mål er det nødvendigt at fastsætte regionale og lokale reduktionsmål for ammoniakfordampning, så der bl.a. på den baggrund kan fastsættes grænser for husdyrproduktionens størrelse. Ligeledes er der brug for nogle ’håndterbare’ regler til vurdering af ammoniaktabene og fastsættelse af normer for udslip og påvirkning af naturen. DMU har netop udarbejdet en model, der kan være en velegnet hjælp hertil.

Indtil ammoniakhandlingsplanen kommer, er der behov for at stoppe udvidelsen af husdyrproduktionen, så der dels er tid til at vælge de rigtige tekniske løsninger dels kan sikres at produktionsudvidelser ikke er i strid med nationale målsætninger for beskyttelsen af den danske natur og det danske miljø.