13. januar 2005
RB7479 4 P 0374 ORD/z4 131549:SVINEFARME
EU truer med sag om kontrol med svinefarme
København, torsdag /ritzau/
EU-Kommissionen er utilfreds med den danske brug af "dyreenheder"
i kontrollen med forureningen fra store svinefarme og kyllingeproduktioner.
Danmark er på vej til at modtage en sidste skriftlig advarsel fra EU på
grund af den måde, kontrollen med forureningen fra store svinefarme og
kyllingefarme er grebet an på. EU-Kommissionen mener, at den danske fremgangsmåde
med at opgøre produktionens størrelse i dyreenheder ikke er præcis nok.
Ifølge EU-Kommissionen bryder kontrollen i Danmark med EU's miljølovgivning.
EU's miljøkommissær, grækeren Stavros Dimas, mener, at der er tale om en krænkelse,
der undergraver EU's bestræbelser på at opretholde et sundt miljø for
borgerne.
- Medlemsstaterne er nødt til at følge reglerne om at begrænse
forurening fra industriel produktion for at undgå at skabe forvirring, der
kunne føre til, at nogle potentielle forurenere kunne slippe af krogen, siger
Stavros Dimas i en pressemeddelelse.
Stavros Dimas henviser til, at EU's direktiv om forebyggelse og kontrol
med forurening (IPPC) - en af hjørnestenene i fællesskabets miljøpolitik -
regulerer den industrielle produktion, herunder landbrugsvirksomheder med stort
forureningspotentiale. Sådanne virksomheder skal have driftstilladelser, der
fastsætter grænser for deres udledninger til luft, til vand og til jord. Det
skal ske på en måde, der tager hensyn til den samlede forurening. I
landbrugssektoren kræves der
driftstilladelser ved svine- og kyllingefarme, der er indrettet med
pladser til at rumme over 40.000 kyllinger, 2000 svin eller 750 søer.
Den danske lovgivningen arbejder ikke med "pladser", som
direktivet anviser, men med dyreenheder.
Og det overfører efter kommissionens mening ikke tankegangen i direktivet
godt nok.
Der mangler den nødvendige juridiske sikkerhed og præcision, og det kan
føre til, at nogle svine- og kyllingeproduktioner ikke er omfattet, selv om de
falder ind under direktivet, påpeger Stavros Dimas.
EU-Kommissionen sender nu en sidste skriftlig advarsel om, at Danmark
overtræder IPPC-direktivet. Hvis der ikke kommer et tilfredsstillende svar,
bebuder kommissæren en sag ved EF-Domstolen.
/ritzau/
131549 CET JAN 05