Synspunkt, Landbrugsmagasinet nr. 21, 25. maj 2000

Et holdbart landbrug

Ved Henning Nielsen,
deltidslandmand og næstformand
i Horsensegnens Familielandbrug

Lindhart B. Nielsens kommentar i Landbrugsmagasinet nr. 20 med overskriften: "Bæredygtig svineproduktion" minder lidt om den traditionelle skåltale, taget frem til lejligheden. Han skøjter let og elegant hen over de reelle problemer med floskler, der er gentaget til hudløshed: "svinesektoren er underkastet verdens mest skrappe miljøkrav" og "landbruget er indstillet på at overholde miljøregler og tage hensyn til omgivelserne".

I samme åndedrag hører jeg i radioen, at en svineproducent i Vamdrup er i fuld gang med at tågesprøjte sin gylle ud over sine marker og det omkringliggende sogn. Her er der tale om en usynlig, snigende fare mod mennesker og natur i miles omkreds, og Lindhart Nielsens tale bliver noget hul – set i dette lys.

Retfærdigvis skal så nævnes, at Lindhart Nielsen dog efterfølgende har taget afstand fra metoden med at sprede gylle med vandkanoner. Men der er utallige andre eksempler: Svinefarme har i visse egne af landet udviklet sig til en katastrofe for lokalbefolkningen og landsbyerne – simpelthen fordi produktionen er blevet for massiv. Der er intet gjort for at afhjælpe generne, blandt andet fordi landbrugstoppen har valgt at støtte de store svineproducenter og lukke øjnene for de problemer, de skaber for omgivelserne.

Udviklingen fortsætter, og i fremtiden vil der blive taget mere og mere landbrugsjord ind til animalsk produktion, hvilket alt andet lige vil betyde en større nitratudvaskning, end vi har kendt til tidligere. Udledningen fra den enkelte gris er ganske vist faldet, men belastningen per hektar er den samme, idet der blot går flere grise til en hektar.

Sandheden er, at de myndigheder, der er sat til at varetage miljøhensyn, ikke har en jordisk chance for at påse, at tingene går for sig efter lovens bogstav og hensigt. Vi kan derfor ikke trygt forlade os på myndighedernes kontrol og regne med, at alt går ordentligt til. Den enkelte landmand med massiv produktion kan bevidst eller ubevidst udgøre en trussel mod omgivelserne, hvis han handler uansvarligt.

For cirka 10 år siden indførte man det såkaldte harmonikrav i et forsøg på at styre udviklingen. Dette satte gang i en voldsom jordspekulation med øget pres på strukturudviklingen til følge. Det er en kendsgerning, at harmonikravene ikke længere egner sig til at tøjle svineproduktionen. Den teknologiske udvikling har for længst overhalet dette styringsinstrument og efterladt myndighederne magtesløse.

Er det acceptabelt og holdbart? Besvarelsen af disse spørgsmål og det endelige ansvar for beslutninger og dispositioner kan ikke overlades til toppen af dansk landbrug og siden tørres af på andre. Den moderne landmand er synlig i omgivelserne, og det må han i langt højere grad tage hensyn til i fremtiden. Det er den enkeltes ansvar at udvikle en bedrift, der ikke ses og opleves som en belastning af det øvrige samfund, og som ikke hindrer den næste generation i at drive landbrug.

Tiden er til "time-out" for de største svineproduktioner, indtil man har fuldkommen klarhed over konsekvenserne for omgivelserne

Regeringen har valgt side og har anlagt strategien fra "jord til bord", hvor man via lovgivningen vil forsøge at styre fødevaresikkerheden. Industrilandbruget retter ind og tilpasser sig.

Det er dybt traumatisk at tilhøre den store gruppe landmænd, der må se i øjnene, at de ender som udviklingens ofre – simpelthen fordi de har valgt de forkerte personer til at varetage deres interesser.

Landbrug som kulturbegreb og livsform er snart en saga blot. Det er prisen vi betaler for at have et såkaldt effektivt landbrug, der kan fremstille billige fødevarer på samlebånd. En meget høj pris.

"Vi har valgt industrilandbruget", lyder det højt og flot fra landboforeningerne.

Sandheden er, at det kun er nogle få, der har truffet dette valg af egen fri vilje. Udviklingen er blevet tvunget og hjulpet i den retning af offentlige tilskudsordninger og af store, specialiserede afsætningsselskaber som MD Foods og Danish Crown.

Landmændene har for de flestes vedkommende blot produceret løs uden tanke for konsekvenserne i sikker tillid til, at deres andelsselskaber nok skulle afsætte varerne og håndtere eventuelle problemer.

Samtidig er regnedrengene i Fødevareministeriet kommet med en beretning, hvori der peges på yderligere effektiviseringer og rationaliseringer som led i fremtidens udviklingsstrategi – der således er udset til at lægge yderligere pres på de begrænsede naturlige ressourcer.

Endnu et eksempel på, at regeringens politik er usammenhængende og uden visioner. Det ene ministeriums handlingsplaner (Fødevareministeriets) saboterer det andets (Miljøministeriets).

I skrivende stund er der kommet en ny YJ-låneordning, der er koblet sammen med støtte til udvikling af landdistrikterne. De nye regler vil forcere og skævvride strukturudviklingen yderligere, idet støtten er indrettet, så den øges med størrelsen af lånet. En sådan ordning vil kun fostre industrilandbrug. Støtten kapitaliseres i bedrifterne og de nyetablerede kan se frem til en endnu større gældsbyrde, fordi de kommer til at betale for meget for jord og bygninger og retten til at producere. Med andre ord tilgodeser man med den nye låneordning de nuværende ejere af landbrugsbedrifterne.

Folk i landdistrikterne ønsker ikke flere svinefabrikker og bryder sig ikke om, at nogle få personer sætter sig på al jorden.

Tværtimod er der et udbredt ønske om større mangfoldighed – om mange landbrugsejendomme, beboet af levende mennesker. Den nuværende udvikling, som betyder, at ejerne af de største gårde opkøber samtlige naboejendomme, har i visse områder resulteret i ødegårde, der højst beboes af medhjælpere. Det er forstemmende at se disse tomme, menneskeforladte gårde og tænke på al den aktivitet, der for blot få år siden var en del af livet på landet.

Lovgiverne har ikke tænkt tilstrækkeligt på konsekvenserne af deres beslutninger. Det lyder så smukt med mere liv i landdistrikterne, men med den nye YJ-låneordning vil man opnå det modsatte.

Hvorfor turde man ikke tage det opgør og sige, at alt over 250 dyreenheder produceres på eget ansvar og for egen regning. Altså ingen støtte til større produktioner.

I takt med, at der bliver færre og færre landbrugsbedrifter, må man indse det uholdbare i disse selektive erhvervsstøtteordninger. Andre erhvervsgrupper kunne med lige så stor ret kræve offentlig støtte til etablering.

Svinesektorens største problem er, at den er underlagt et ubønhørligt vækstkrav, der på lang sigt truer miljøet. I dag produceres der cirka 22 millioner svin på årsbasis, og fra branchens side lyder det optimistisk, at der er plads til yderligere udvidelser ud fra de seneste opgørelser fra amterne. Kun Viborg Amt melder om begrænsede udviklingsmuligheder.

Spørgsmålet er, om den danske befolkning ønsker udviklingen i Viborg Amt overført til resten af landet – eller foretrækker en mere en mere forsigtig og bæredygtig udvikling.

Men hvad kan man i dag gøre for at redde resterne af et bondesamfund, der er på vej til at blive totalt smadret?

"Landbruget skal fortsat udvikles som en betydningsfuld bestanddel af det danske samfund", siger politikere, der både vil have et godt, rent og sundt miljø og solide eksportindtægter i statskassen. Kravet om en erhvervsudvikling, der både er dynamisk, vækstorienteret og socialt, kulturelt og miljømæssigt bæredygtig, trækker ofte i to vidt forskellige retninger, blandt andet fordi man ikke tager hensyn til, at jorden er en begrænset ressource.

Brundtland-Kommissionens tale i 1987 var klar og tydelig: "Vi kommer med et varsel – et indtrængende varsel, som bygger på de nyeste og bedste videnskabelige udsagn om at tiden er inde til at tage beslutninger, som er nødvendige for at sikre de ressourcer, der kan opretholde denne og kommende generationer".

I dag er vi tvunget til at drage konsekvensen af, at dansk landbrug er knækket midt over. Det selskabsejede industrilandbrug kræver en anden form for styring end det enkeltmandsejede familielandbrug og deltidslandbruget. Det er på tide at opgive målene fra 60-erne og 70-erne om fortsat industrialisering, idet vilkårene i samfundet har ændret sig radikalt siden da. Senest har opgørelser i Landbrugsmagasinet vist, at den samfundsøkonomiske effekt af fortsat industrialisering er tvivlsom, idet værdien per produceret enhed falder i takt med produktionsforøgelsen.

Politisk burde man i stedet fremme en udvikling af små og mellemstore bedrifter, herunder en god portion deltidsbedrifter, der vil lade hensynet til mennesker, dyr og miljø afgøre valget af produktionens art og omfang.

Set fra samfundets og politikernes side findes der ingen billigere og nemmere opskrift på bæredygtighed i Brundtlandsk forstand.

For at fremme en alternativ udvikling indenfor europæisk landbrug bør der indføres et loft over støtten per bedrift, svarende til en industriarbejders årsløn. Er der fuld timenorm på bedriften, bør det udløse fuld støtte. De penge, EU sparer på at lægge loft over landbrugsstøtten, kan man bruge til at finansiere udvidelserne mod øst. Der er ingen mening i fortsat at pumpe milliarder i et industrielt og dermed forældet landbrug.

Samtidig bør der i den danske landbrugslov indføres et forbud mod nedlæggelse af ejendomme op til 20 hektar. Dermed vil man sikre, at et større antal landbrugsejendomme beboes af mennesker med en reel interesse i at bo på landet og dyrke jorden, hvilket vil danne grundlag for en mere varieret natur og sikre lokalbefolkningens accept og tillid.

I samme omgang bør man fjerne harmonikravene og erstatte dem af et påbud til ejere af indistrilandbrug om at løse deres gylleproblemer ved hjælp af biologiske anlæg, der forhindrer kvælstofudvaskning og lugtgener.

YJ-låneordningerne skal målrettes mod små og mellemstore gårdbrug og uddannelseskravet skal lempes.

xxx