For eksempel udnyttede landbruget i midten af 1990erne kun 29% af forsyningen med kvælstof og 42% af forsyningen med fosfor. Det overskydende kvælstof tabes til omgivelserne bl.a. gennem udvaskning og medfører forurening af grundvand og uønsket stor algevækst, især i de kystnære havom­råder, kendt som iltsvind og ”døde” fjorde.

Den store import og det deraf følgende overskud af fosfor har medført en forudsigelig og dokumenteret stor ophobning af tungt­opløselige fosforsalte i dyrkningsjorden og en langsomt stigende udvaskning af fosfor til vandmiljø­et, hvor det fremmer algevæksten i overfladevand og væksten af mikroorganismer i drikkevandsinstallationer. Importen af fosfor har også medført en betydelig tilførsel af det sundhedsskadelige tungmetal cadmium, som fosforen er forurenet med, til landbrugsjorden.

Den første, og meget ambitiøse vandmiljøplan (VMP I), er nu 12 år gammel, men den oprindeligt ønskede halvering af landbrugets kvælstoftab til vandmiljøet (overflade- og grundvand) på tre år er langt fra nået. Den foreløbigt sidste VMP II, som blev vedtaget i folketinget i foråret 1998, specificerede en lang række virkemidler til at nå de lempede gamle mål. Nu hedder det, at ‘markbidraget’ (udvaskningen fra rodzonen) skal reduceres med 100 mio. kg N/år fra 230 mio. kg N/år. Den sande størrelse af markbidraget kan desværre ikke måles, og estimeres derfor af DMU ved hjælp af empiriske beregningsmodeller med mange variable. Dermed er der store muligheder for, at modellernes resultater bliver ”gummital”, som let kan ændres ved at dreje lidt på ”knapperne”. Det bemærkes, at VMP’erne og beregningerne fokuserer på kvælstofudledning, medens indsatsen med hensyn til fosfor har været marginal.

Det er vor opfattelse, at resultaterne af så omfattende planer som VMP I og II burde bygge på, og fortjener at blive vurderet på baggrund af klart definerede samt mere eksakt målbare og beregnede størrelser. Her er massebalancer et vigtigt værktøj, som ikke kan forbigåes, fordi de meget tydeligt kan beskrive udviklingen. Derfor vil vi her præsentere resultaterne af en omfattende, men simpel balanceberegning af størrelsen af landbrugets samlede kvælstof- og fosfor-overskud. Vi er naturligvis ikke de eneste, der har opstillet næringsstofbalancer for landbruget, hvorfor en nærmere beskrivelse af principperne f.eks. kan findes i rapporten ”Kvælstofstrømme i dansk landbrug 1980-88” fra DMU (1990).

Balanceberegningen bygger på tal fra Landbrugsstatistikken og på standardtabeller for vegetabilske og animalske produkters indhold af næringsstoffer. I forhold til en traditionel ind-ud model synliggør beregningen, hvorledes de to næringsstoffer flyttes rundt mellem landbrugsjord, husdyr og den til landbruget knyttede industri i form af mejerier, slagterier, oliemøller, bryggerier, sukkerfabrikker m.v. Endvidere anlægger beregningen en præcis og logisk skilleflade mellem landbrugserhvervet plus den dertil knyttede industri og det øvrige samfund (forbrugerne).

For både kvælstof og fosfor er beregningen gennemført for hvert år i to perioder, som hver omfatter tre dyrkningssæsoner: 1985-88 karakteriserer tiden før VMP I blev iværksat, medens 1993-96 karakteriserer et tidsrum, hvor hovedparten af planen var iværksat og burde være effektiv. I figur 1 og 2 præsenteres resultaterne som gennemsnit for de to perioder for kvælstof og fosfor. Ved at anvende gennemsnit for de tre-årige perioder mindskes effekterne af varierende dyrkningsforhold, lagerforskydninger etc. For at fremhæve de mest betydningsfulde transportveje for næringsstofferne er pilenes bredde i figurerne tegnet proportionalt med de næringsstofmængder, de repræsenterer.

Det fremgår af figur 1, at der fra 1985-88 til 1993-96 er sket en reduktion af landbrugets kvælstofoverskud fra 465 til 387 mio. kg N /år, svarende til en nedgang på ca. 80 mio. kg N/år. Samtidig er husdyrproduktionen og dermed nettosalget af (svine-)­kød øget med ca. 25 %, medens foderforbruget og produktionen af naturgødning kun er øget med knap 10 %. Salget af mælkeprodukter og vegetabilske produkter er ikke ændret væsentligt. Den valgte placering af skillefladen mellem landbruget og det øvrige samfund synliggør betydningen af de næringsstofmængder, som returneres til husdyrproduktionen fra den tilknyttede industri.

Tallene viser det positive, at landbruget er blevet bedre til at udnytte kvælstof, især i planteproduktionen, hvorimod udnyttelsen i husdyrproduktionen ikke er ændret væsentligt. Hvis udnyttelsesprocenten for et næringsstof defineres logisk som fraførsel/tilførsel, er den for kvælstof for hele landbrugsproduktionen steget fra 24% til 29%. I tabel 1 vises relevante udnyttelser beregnet ud fra massebalancerne.

Målene i VMP I kunne måske allerede være nået ifølge DMU’s modelberegninger, hvis ikke landbruget havde øget den animalske produktion voldsomt i tider med gunstige afsætningsmuligheder for svinekød, samtidig med at virkemidlerne i VMP I blev indført. Netop den næsten uændrede kvælstofudnyttelse i husdyrproduktionen er en væsentlig årsag til, at den samlede udnyttelse fortsat er utilfredsstillende.

Vor beregning viser ikke, om overskuddet af kvælstof fordamper til atmosfæren som ammoniak eller som frit kvælstof via denitrifikation, bindes i jordbunden som ammonium eller organisk kvælstof eller udvaskes til grund- eller overfladevand som nitrat. Det er dog usandsynligt, at hele den observerede reduktion af kvælstofoverskuddet er kommet vandmiljøet til gode. Hvis ændringer i systemet sker proportionalt, er der højst tale om en reduktion af udledningen af kvælstof til vandmiljøet på ca. 20 % mod de ønskede 50 %.

For fosfor antyder beregningerne, at overskuddet er reduceret med ca. 14 mio. kg P/år, se figur 2. Nettosalget af fosfor fra landbruget er dog fortsat markant mindre end den fosformængde, der tilføres landbruget via importeret foder, mineraltilskud og fiskemel. Udnyttelsen for hele landbrugsproduktionen er dog steget fra 34% til 42%. Fosforoverskuddet medfører en stadig opbygning af fosforpuljen i de danske jorder, især på landbrug med husdyrhold, og i gennemsnit ophobes der årligt 14-20 kg P/ha på de danske marker. At der fortsat købes fosfor i handelsgødning skyldes naturligvis, at landbrug uden husdyrhold også har brug for fosfor. Her medvirker lave priser på plantenæringsstoffer og høje udgifter til transport af gylle til en meget ujævn fordeling på markerne, både indenfor den enkelte bedrift og mellem bedrifter.

Fosforoverskuddet kan desværre ikke beregnes eksakt, idet mængden af mineralsk fosfor, som tilsættes foderblandingerne, ikke opgøres i Landbrugsstatistikken og ikke kan findes som importtal for råfosfat hos Danmarks Statistik, sandsynligvis af konkurrencehensyn. Foderstofproducenterne oplyser en gennemsnitlig fosfortilsætning på ca. 0,25 % i foderblandingerne svarende til 12 mio. kg P/år i perioden 1985-88, medens Plantedirektoratet skønner en tilsætning på ca. 0,4 % svarende til 19 mio. kg P/år i samme periode. I figur 2 har vi (konservativt) anvendt producenternes skøn. Anvendes i stedet Plantedirektoratets skøn, skal det beregnede fosforoverskud øges med 7-9 mio. kg P/år! Dermed er udnyttelsen steget fra 31 til 37 %.

På den baggrund kan vi varmt anbefale, at Danmarks Statistik begynder at opgøre fosfortilsætningen til foderblandinger, så det reelle fosforoverskud kan beregnes.

Næsten hele det fosforoverskud, der har været siden handelsgødning blev almindelig, findes fortsat bundet i jordbunden, og kun en mindre del er blevet tabt til vandmiljøet via dræn, overfladeafstrømning eller erosion. Imidlertid har den forbedrede spildevandsrensning, som byer og industri blev pålagt i VMP I, synliggjort problemerne med ophobningen og risikoen for tab af fosfor til vandmiljøet fra landbruget.

Den beskrevne balanceberegning kan let udvikles til et værktøj, som kan bruges både til at beregne næringsstofoverskuddet for landbruget som helhed og for den enkelte bedrift. Værktøjet kan således anvendes til at vurdere effekten af den hidtidige VMP-indsats ud fra et klart defineret grundlag samt eventuelt til VVM-redegørelser i forbindelse med udvidelser af store husdyrbrug (især svinebrug).

Selv om der er sket visse forbedringer, er der fortsat langt til at nå de mål, som er politisk ønskede i VMP I og VMP II. På trods af de gode hensigter, synes virkemidlerne ikke at være effektive nok. Efter år 2003 bliver det interessant at se, hvilken betydning indsatsen i VMP II har haft for næringsstofoverskuddene.