Jyllands-Posten, 8. august 2004
Leder: Frisk luft
SELVFØLGELIG er det en tilfældighed, men vi kan nu alligevel ikke lade være med at ane en vis symbolik i, hvor miljøminister Connie Hedegaard befandt sig, da hun hjemme fra Danmark modtog den historiske opringning, der efter 14 års fravær skulle bringe hende tilbage i dansk toppolitik.
Hun befandt sig i den storslåede svenske natur - den rene og uspolerede natur, som svenskerne har så meget af, og som vi her i landet har så lidt af.
En hurtig gennemgang af den tykke mappe med avisudklip om Connie Hedegaards karriere som fremtrædende konservativ politiker og derefter en aktiv samfundsdebattør fortæller om en person, der ønsker at værne om den friske luft, det rene vand og det grønne miljø. Den fortæller om de tanker, en tur til Grønlands høje himmel og friske luft og især hjemkomsten til den københavnske bilos satte i gang hos hende, og den fortæller om en person, der altid har været parat til at sætte handlekraft bag ordene.
Den fortæller også om en person, der gentagne gange har bedyret, at hun aldrig vil vende tilbage til en politisk karriere - som for eksempel da den konservative vælgerforening i Tårnby Kommune i 1993 indstillede hende til hvervet som partiformand efter Poul Schlüter. Man havde bare glemt at spørge hende selv, og svaret var, at hun var færdig med politik.
Men det var dengang. Nu venter der hende en opgave af betydelige dimensioner, for hendes forgænger demonstrerede ikke nogen overbevisende pietetsfølelse over for miljøet, naturen og de landskabelige værdier.
Connie Hedegaards overraskende og pludselige tilbagevenden til dansk politik har sat vidtløftige spekulationer i gang, og i en række menneskers fantasier er hun allerede udnævnt til kommende partiformand og statsminister. Hun var da også udråbt som konservativ kronprinsesse, da hun forlod Christiansborg i august 1990, og en skuffet, men alligevel slagfærdig Poul Schlüter diverterede pressemødet med denne afskedssalut: "Det kan godt være, hun alligevel bliver statsminister."
Det kan hænde, at Schlüter ved denne lejlighed var mere forudseende, end han måske selv troede på, men foreløbig ser vi frem til, at Connie Hedegaard bringer miljøhensynene og omsorgen for naturen tilbage til Miljøministeriet.
Der forestår en gennemgribende hovedrengøring, for hendes forgænger var direkte farlig for det danske miljø.
Han udtænkte naturødelæggende planer om at tillade sommerhusbyggerier, han fandt det hensigtsmæssigt at bygge boliger i skove, og han fandt ingen problemer i at spolere kyster og kystnære områder med byggerier til fremme af en indbringende masseturisme.
Han fandt det helt betryggende at lade de lokale borgmestre administrere naturen i deres kommuner og havde ingen forståelse for det faktum, at borgmestre har en aldrig svigtende tendens til at lade lokale, kortsigtede økonomiske gevinster vægte højere end langsigtede miljøhensyn.
Den lokale logik synes at være, at man jo kan hente naturoplevelserne i nabokommunen - uden blik for, at man der har gjort sig en tilsvarende overvejelse.
Når Connie Hedegaard har fået forhindret de værste og aktuelt mest truende kalamiteter, venter en vurdering af, hvad den omsiggribende vindmølleindustri gør mod vore kyster og kystnære havområder.
I forbindelse med sin udnævnelse fik den nye miljøminister sagt, at hun ville bevilge sig selv syv dage til at få sat sig ind i sagerne, inden hun begynder at bebude politiske initiativer og træffe beslutninger. Det betyder, at hun må være klar til at påbegynde hovedrengøringen i Miljøministeriet straks i morgen tidlig.
Tilbage