25. november 2004
RB9617 4 P 0367 ORD/z2 251559:SVIN
K: Landbruget har forpestet debatten om svin
København, torsdag /ritzau/
Der skal ske stramninger i Vandmiljøplan III nu, hvis befolkningens mistillid til svineproducenterne skal overvindes. Det mener De Konservatives miljøordfører.
Landbruget har selv forplumret den offentlige debat om svineproduktion, mener De Konservatives miljøordfører, Christian Wedell-Neergaard.
Han varsler samtidig stramninger af Vandmiljøplan III i løbet af denne folketingssamling.
Christian Wedell-Neergaard tror på, at det er muligt at skabe et harmonisk forhold mellem svineproduktionen og den danske befolkning - trods heftig diskussion om lugtgener og gyllen, som skader sårbar dansk natur.
- Men det kræver, at landbruget ikke starter med at melde ud, at vi vil producere fem millioner svin mere. Det har forpestet miljøet i den offentlige debat, som var skarp nok i forvejen, fordi det er meldt ud på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er fundet en harmonisk løsning, siger han til LandbrugsAvisen.
Den konservative ordfører er selv godsejer og har en betydelig svineproduktion på sit gods nær Borup på Sjælland.
Danmarks produktion af svin nærmer sig 25 millioner dyr om året. Svineproducenterne slog for nylig på tromme for at få lov at udvide med yderligere fem millioner grise, så den årlige produktion når op på 30 millioner svin.
- Jeg kommer ingen steder, hvor svineproduktionens udvikling i Danmark ikke tages op som et af de vigtigste tre emner for folk, siger Christian Wedell-Neergaard.
Han tilføjer, at folk ikke forstår, at erhvervets samlede miljøbelastning er mindsket, og at sager om overproduktion af svin modsvares af mindre produktion andre steder. Befolkningen føler sig ikke tilstrækkelig tryg ved, at svineproducenterne har styr på produktionen.
- Derfor bliver det nødvendigt at gennemføre nye stramninger i forhold til, hvad der allerede er gennemført i forbindelse med Vandmiljøplan III, fastslår miljøordføreren over for LandbrugsAvisen.
Christian Wedell-Neergaard ønsker ikke præcist at løfte sløret for, hvad De Konservative har i ærmet, men siger dog: - Vi vil arbejde for en mindre miljø- og naturplan, som jeg ikke vil være konkret om endnu.
/ritzau/
251559 CET NOV 04
Tilbage