8. december 2004
Danske skattekroner støtter polsk miljøsvineri
Fire gyllelaguner, der hver er på størrelse med en fodboldbane, belaster både natur og grundvand omkring svinefarmen Poldanor i det nordvestlige Polen. Poldanor er ejet af danske svineproducenter,
men millioner af danske skattekroner er med til at finansiere virksomheden.
Det er 60-70 af Danmarks største svineproducenter, der ejer Poldanor, som er Nordeuropas største svinefarm.
Hvor en stor dansk svineproducent normalt producerer 10.000 slagtesvin årligt,
så er Poldanor oppe på 440.000 slagtesvin årligt. Og hvor en stor dansk svineproducent har en maksimum produktion af gylle på 10.000 tons,
der producerer Poldanor 300.000 tons gylle - hvert år. Det oplyser DR TV-avisen
med Fagbladet som kilde.
Ifølge SiDs Fagbladet har Poldanors ejere siden 1994 fået 91,9 millioner i lån og aktieinvesteringer fra Investerings-fonden for Østlandene. Fonden er en selvejende institution under Udenrigsministeriet og råder over 3.1 mia. skattekroner.
Støttekronerne blev udbetalt med det forbehold, at Poldanors ejere skulle efterleve danske standarder og regler på miljøområdet.
Tjener millioner på miljøsvineri
De danske ejere tjener millioner af kroner på svinefarmen, men kan ikke leve op til kravet om at overholde den danske miljølovgivning.
Ifølge dansk lovgivning skal beholdere for flydende husdyrgødning være lukkede med en tæt overdækning. Overdækningen skal mindske udslip af ammoniakdampe fra gyllelagunerne, men ammoniakdampene har fri adgang til atmosfæren fra Poldanors gyllelaguner.
Desuden er grundvandet i området truet, fordi betonen under gyllelagunerne slår revner.
Truer lokale landmænd
Poldanor har også givet den lokale landbefolkning problemer. Det var meningen, at svinefarmen skulle øge beskæftigelsen i området, men i stedet bliver de lokale landmænd udkonkurreret af Poldanor.
Ifølge Poldanors hjemmeside er det blandt andet virksomhedens mål, at skabe gode og varige arbejdspladser for lokalbefolkningen, samt at medvirke til sikring af rent miljø i lokalområdet på basis af egne stramme regler omkring miljøforvaltning.