17. 07. 2004 Ekstrabladet, leder
Det er skidt, Schmidt
VK-REGERINGEN har en mand, der kalder sig miljøminister. I virkeligheden er han sat på pladsen for at varetage erhvervslivets interesser, ikke mindst for Venstres gamle venner i landbruget.
Hans Chr. Schmidt, som manden hedder, blev udpeget som den, der skulle rydde op og luge ud i det efterhånden vildtvoksende miljøministerium, der blev opbygget under Svend Auken.
Han skulle kort sagt være en af dem, som Fogh-regeringen satte til at nedkæmpe junglen af såkaldte smagsdommere og eksperter, som den borgerlige fløj havde set sig sur på.
MEGET KAN man sige om Hans Chr. Schmidt, men ekspert, det er han ikke. I hvert fald ikke på det område, han er sat til at bestyre. Så på den måde lever han fint op til statsministerens ønske om, at landet skal bestyres af folk, der ved mindst muligt. Vi tvivler på, at miljøministeren kan kende forskel på roer og rabarber...
ALLIGEVEL er det lykkedes ham at skabe en del opmærksomhed om sin person og sin politik. Ikke på grund af speciel behændighed, snarere tværtimod.
Kun fordi mange mennesker i dette land i modsætning til miljøministeren interesserer sig for den danske naturs velbefindende, er der skabt postyr om nogle af mandens mere vanvittige planer, f.eks. ideen om at bebygge store dele af Danmarks skovarealer.
SENESTE PÅFUND fra miljøets minister er at tillade opførelsen af to kæmpemæssige gylletanke i Sønderjylland. Dermed smadres et naturskønt område, som ministeren selv for en måned siden udråbte til en af Danmarks kystperler.
Nu er han åbenbart parat til at kaste perler for svin. Oven i købet ved Dybbøl Mølle! Har manden heller ikke modtaget historieundervisning?
INSPIRATIONEN har han næppe fået selv. Det skulle ikke undre os, om indflydelsesrige kræfter i dansk landbrug står bag planen, der har krævet mere end en gradbøjning af reglerne for at få ministerens kornblå stempel.
HANS CHR. SCHMIDT er en regelret skandale som miljøminister, og statsministeren burde overveje, om han ikke skulle skiftes ud ved en kommende regeringsrokade.
Men måske er Schmidt en for trofast partisoldat, der blot har udført chefens befalinger?
Statsministeren burde dog tænke på, at der faktisk er mange danskere, som er optaget af miljøet.
Nogle af dem stemmer oven i købet på Venstre - endnu.
Tilbage