Landbrugsmagasinet, nr. 20, 19. maj 2000
Skjult milliardstøtte til danske svineproducenter
Af Kjeld Hansen
I al stilhed modtog danske svineproducenter i 1999 et rekordstort støttebeløb på knap en milliard kroner fra EU-direktoratet. Men til trods for at der er tale om offentlige midler fra de europæiske skatteyderes lommer vil Direktoratet for FødevareErhverv ikke afsløre, hvem i Danmark der modtager pengene, og hvilke præcise formål de udbetales til.
I perioden 1995-99 har EU udbetalt i alt 1,9 mia. kroner til støtte for danske svineproducenter. Pengene er givet som "eksportstøtte" og støtte til "privat oplagring af svinekød", men Direktoratet for FødevareErhverv ønsker hverken at oplyse, hvilke modtagerlande der nyder godt af eksportstøtten eller hvilke private firmaer i Danmark eller i udlandet, der modtager de mange millioner i form af eksportsubsidier og til oplagring af svinekød. Kontorchef Anders Christian Jensen, FødevareErhverv, hævder, at disse oplysninger ikke er omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen.
I modsætning til hvad det ofte hævdes, er der ikke sket nogen nedtrapning af de skjulte tilskud til svineproducenterne. Tværtimod har EU-støtten konsekvent bidraget til at opretholde overskudsproduktionen i Europa og især i Danmark gennem kriseårene i slutningen af 1990'erne. Det ses bl.a. af, at støttebeløbet i 1999 sætter rekord med 698 mio. kr. i eksportstøtte og 143 mio. kr. til "privat oplagring af svinekød" - i alt 841 mio. kr. i skjult støtte til de danske svineproducenter, der modtager omkring en tredjedel af den samlede særstøtte til samtlige svineproducenter i EU.
Andre kilder i Fødevareministeriet oplyser direkte, at formålet med millionstøtten til privat oplagring af svinekød er at modvirke billigere priser på svinekød i perioder med "midlertidig overskudsproduktion". På denne måde sættes de frie markedskræfter ud af kraft, og forbrugerne tvinges til at betale en kunstig høj pris for svinekødet.
Støtteordningerne har også en negativ betydning på modtagerlandenes forsøg på at opbygge egne svineproduktioner. I Central- og Østeuropa har især Polen været hårdt ramt af unfair konkurrence fra bl.a. danske svineproducenter. Skarp kritik fra polsk side har nu tvunget EU-kommissionen til forhandlingsbordet med henblik på en reduktion af eksportstøtten. Det er allerede sket i forbindelse med eksporten til Tjekkiet.
XXX