En dansk gris anno 2002 er fundamentalt forskellig fra den danske gris anno 1952. Dengang var stort set samtlige danske grise af arten Dansk landrace. Det hed sig, at den var verdens bedste griserace, og det var den, der lagde grunden til eksportsuccesen Danish bacon.
 |
1950ernes gris skulle bruge seks måneder på at opnå slagtevægten på 90 kilo. I dag tager det fire en halv måned. Og racerne er toptunede krydsninger med navne som Yorkshire, Landrace eller Duroc. Svineavlere arbejder i dag med en målsætning om at kunne øge grisens vægt med 400 gram om dagen i gennemsnit fra de vejer 0-30 kilo, og derefter med i gennemsnit et kilo om dagen, indtil de når slagtevægten. Det mål er allerede nået af de bedste svineavlere herhjemme, og grænserne vil fortsætte med at blive rykket. Som professor ved Landbohøjskolen, Lars Gjøl Christensen, udtrykker det:
»Der er intet, der tyder på, at man har nået en grænse for, hvor meget grisen kan tage på i vægt om dagen. Den udvikling vil fortsætte.«
Samtidig bruger grisen i dag mindre foder end for 50 år siden. Dengang skulle den æde 3,1 kilo foder for at øge sin egen vægt med et kilo. I dag kan den nøjes med 2,4 kilo, bl.a. i kraft af bedre foder. En økonomisk gevinst med andre ord.
Den voldsomme vægtforøgelse pr. dag er bl.a. et resultat af tidligere såkaldt fravænning af pattegrise - det mest kritiserede element i moderne svineavl. I dag tager man pattegrisene fra soen, allerede når de er tre-fire uger gamle.
Den pludselige overgang fra modermælk til fast foder samt fraværet af modersoens omsorg og pleje er belastende for de små grise. De kan få diarre og stress. Men gevinsten kommer i form af hurtigere vægtforøgelse på grund af det nye foder. Samtidig er deres mor, soen, i stand til hurtigere at komme i brunst igen og få et nyt kuld unger.
Nutidens danske so får således ikke bare flere kuld. Den får også flere unger pr. kuld. Ved Danmarks indtræden i EF i 1973 fik en gennemsnits-so 11-12 grise om året. I dag får den mere end det dobbelte, og selv det tredobbelte, over 30 pattegrise om året, er inden for mulighedernes grænse. Men det har omkostninger i form af forhøjet dødelighed blandt pattegrisene samt søer, der udmattes voldsomt af den store mælkeaftapning fra de enorme kuld.
Tidligere havde en so typisk 12 patter. I dag ser man søer med både 14 og 16 patter. Dagens danske so er med andre ord en supereffektiv grisefabrik, som efter seks-syv kuld ikke orker mere og derfor sendes til slagtning.
Samtidig med at selve griseproduktionen er blevet stærkt forbedret, så er svinefarmene også blevet »forbedret«, forstået på den måde, at de med voldsom hast er blevet større og større og mere og mere effektiviserede for at kunne stå distancen i forhold til den udenlandske konkurrence. I 1975 fandtes kun tre procent af danske grise på besætninger med flere end 1.000 svin. I dag findes halvdelen på besætninger med flere end 2.000 svin. I samme periode er mængden af svinebesætninger i Danmark faldet fra over 90.000 til nu cirka 13.000.
Men midt i al denne tale om effektivisering har man en tendens til at glemme hvilket unikt pattedyr, grisen i virkeligheden er.
Mange dyreadfærdsforskere kategoriserer grisen som det fjerde mest intelligente pattedyr - efter mennesket, chimpansen og delfinen. Grisen er fantastisk lærenem, formentlig mere lærenem end hunden, og beskrives af griseelskere, der har holdt dem som kæledyr, som »et to-årigt barn«.
Dens lighed med os selv er på mange måder slående. Ved hjælp af såkaldt xenotransplantation kan mange af dens organer, leveren eksempelvis, i princippet overføres på mennesker. Bortset fra visse primater findes der intet dyr, som i deres indre minder så meget om os selv som grisen.