Artikel i Praktisk Økologi, nr. 3/2000, maj-juni

Landbruget tager kvælergreb på
den danske natur

De danske svineproducenter har gjort Danmark til verdens største eksportør af svinekød, men prisen er ufattelig høj: Ammoniak-tågerne fra 23 mio. slagtesvin kvæler naturens mangfoldighed.

Uden rigtig at vide det har mange mennesker allerede bemærket de første tegn på voldsomme omvæltninger i vore naturlige økosystemer.

For eksempel: Hvem synes ikke, at brændenælderne marcherer frem overalt i disse år? Som store ensartede staudebevoksninger breder de sig, ikke bare i bunden af mange haver, men også i skovbryn, langs veje og grøfter og ned til vandløb.

Det samme gør gederams og skovhindbær.

Og døjer ikke flere og flere havefolk - og landbrugere - med tætte klynger af agertidsler? For slet ikke at nævne de stadig større og mere uigennemtrængelige bevoksninger med burresnerre?

Jo, det er ganske vist. Der er ting i gære, opbrud i systemerne; forandringer undervejs, som gør en urolig.

Ikke at forandring i sig selv er af det onde, slet ikke, men vi ser jo alle helst "forandring til det bedre". Det kan man ikke kalde den ensretning, som den danske natur påtvinges i disse år.

Umiddelbart bliver det et farvel til soldug, mælkeurt, timian, guldblomme, kobjælde, alle orkideerne - og mange, mange andre. Selv ganske almindelige planter som barndommens blåklokke er hastigt på retur.

Til gengæld må vi så sige goddag til endnu mere stor nælde, gederams, agertidsel, burresnerre og skovhindbær.

Hvad foregår der?

Sagt på "botanisk" sprog: Nøjsomhedsplanterne presses ud, når konkurrenceplanterne får slaraffenlands-betingelser.

Og på almindeligt dansk: Landbruget tager det sidste og afgørende kvælergreb på naturen. I 1960'erne og 70'erne fik vandmiljøet dødsstødet, og nu er turen kommet til naturen på landjorden. Det er, hvad der sker i disse år.

Landbrugets gylletåger er i fuld gang med at ødelægge mangfoldigheden i Danmarks natur. Det har nu stået på i 20-25 år, hvor "substralregnen" er faldet i stadig tættere byger over Danmark.

Konsekvensen af den enorme overgødskning med kvælstof (ammoniak) er, at konkurrenceplanterne breder sig med så stor succes i det botaniske slaraffenland, at nøjsomhedsplanterne presses ud, og med dem forsvinder hele økosystemer.

Så skynd dig ud og sig et sidste farvel til højmoser, klitheder, lyngheder, overdrev, fattigkær, osv. osv. osv. Og sig også farvel til dyrene, fuglene, insekterne og alt det andet liv, der er knyttet til disse unikke levesteder.

Et sidste farvel til mangfoldigheden og derefter er det bare goddag til den ensartede grønne grød i det botaniske slaraffenland.

Vil du selv sætte dig ind i de store problemer med ammoniakregnen, så er der god besked at hente i rapporten "Ammoniak i landbrug og natur", som Danmarks Miljøundersøgelser udgav i december 1999. Rapporten giver en glimrende og letlæselig indføring i selve problemstillingen, og den rummer både dokumentation og eksempler på de omfattende skadevirkninger.

Dog bør man være opmærksom på, at forfatterne har iført sig mundkurv, når det gælder de to væsentligste faktorer for udslippet af ammoniak: den totale husdyrproduktion i Danmark og de enkelt bedrifters størrelse og intensitet (harmoni mellem antal dyreenheder og dyrkningsareal). Forfatterne betragter disse faktorer som "strukturpolitiske" - og dermed forbudt at diskutere for forskere.

Gylletågen dræber sommerfugle

Når naturtypernes karakterplanter forsvinder, betyder det også, at de dertil knyttede insekter, krybdyr, pattedyr og fugle må vige. Denne proces er allerede vidt fremskreden. Tag for eksempel storsommerfuglene herhjemme: Af dem er hele 30 procent på vej til at uddø på grund af "eutrofiering", hvilket blot er et andet ord for "substralregn", der igen dækker over begrebet ammoniak-nedfald. Altså 3 ud af hver 10 storsommerfuglearter forsvinder indenfor de næste 20-30 år.

Temmelig ondskabsfuldt, men desværre sandt, kendes Danmark i dag mange steder rundt om i verden for tre ting især: hård pornografi, fremmedhad - og svineproduktion.

Det er svineproduktionen, der er skyld i ødelæggelsen af naturen i den skikkelse, som vi hidtil har kendt den.

En lille håndfuld stærkt specialiserede landmænd - blot 18.000 i alt - har drevet Danmark frem i forreste række blandt svinenationerne. 23,5 mio. slagtesvin blev det til i 1999, hvor de danske svineproducenter også gjorde Danmark til verdens største eksportør af svinekød med næsten 1,5 mio. tons svinekød ud af landet.

Siden 1970 er den danske produktion af svin fordoblet.

Enhver kan sige sig selv, at et lille land som Danmark ikke producerer disse enorme mængder kød, uden en enorm tilsvining af det vi kalder naturen. Tænk blot et øjeblik over dette faktum: Svineproduktionen i Danmark har på årsbasis et omfang, der svarer til 100 mio. personækvivalenter. Sagt mere direkte betyder dette, at der årligt i "naturen" spredes afføring og urin i en mængde, der svarer til 100 millioner menneskers afføring og urin.

Og vel at mærke uden nogen som helst form for renseforanstaltninger.

Det gør Danmark til det tættest befolkede område i verden, hvad angår mængden af afføring og urin pr. kvadratkilometer - vi vader bogstaveligt talt rundt i det. Det er da også på grund af den grotesk oppustede animalske produktion, at vore vandløb, søer, fjorde og hele havområder fortsætter med at gispe af iltsvind hvert eneste sommer. Sådan som de har gispet i 25 år siden 1970'erne - og vil fortsætte med at gøre det trods NPK-redegørelse, Vandmiljøplan I, Vandmiljøplan II, Ammoniak-handlingsplan, osv. osv.

Vi får intet ud af de milliarder af skatteyderkroner, der hældes i alle de fine planer, fordi selve problemet - den groteske produktion - hele tiden får lov at vokse. Spildet af penge er så stort, at det grænser til det politisk uansvarlige.

28 mio. kubikmeter gylle

I dag er ammoniak fra den enorme husdyrproduktion i Danmark det største og alvorligste luftforureningsproblem uden for byerne. Og denne forurening rammer overalt, ja - den rækker sågar langt op i Sverige.

Ligegyldigt hvor man befinder sig i Danmark, tvinges vi til at bevæge os i og indånde afdampningen fra den enorm sø af gylle, der opbevares i ca. 30.000 gyllebeholdere landet over. Til sammen har disse beholdere en kapacitet på ca. 28 mio. kubikmeter gylle, hvoraf knap halvdelen stammer fra svinebrug. Og det er ammoniak-fordampningen fra denne kæmpesø, der falder som substralregn overalt - også langt fra svineproducenternes marker - og overgøder det meste af naturen.

I stort set hele Jylland overskrides de såkaldte tålegrænser for kvælstof med op til 28 kilo pr. hektar pr. år. På halvdelen af Fyn er det også galt, mens Sjælland og Lolland-Falster kun er berørt i ringe omfang - endnu.

Overalt i de danske skove vil der opstå problemer med tilvæksten. Her er gylletågen så tæt, at tålegrænserne for ammoniak allerede er overskredet i 51 procent af vore egeskove, 40 procent af vore bøgeskove og i hele 81 procent af al dansk gran- og fyrreskov! Ikke så disse skove umiddelbart dør af det, men ammoniakudslip svækker træernes sundhed, så de bliver mere sårbare for tørke eller sygdomsangreb.

Hvad angår den såkaldte "naturskovs-strategi", så kan man godt glemme alt om den. Naturskove hørte hjemme i fortidens gyllefrie omgivelser.

I Skotland har man konstateret, at et nedfald på 40-80 kilo kvælstof pr. hektar pr. år kan give direkte svidningsskader på skovfyr og sitkagran. Man har også kunne iagttage, hvordan bølget bunke, gederams, hindbær og stor nælde dominerer meget klart indenfor de nærmeste 300 meter fra svine, kyllinge- og kvægfarme, mens mosser, bregner, laver m.v. trives bedst længere borte. Alle steder var artsdiversiteten lavest tæt ved staldene.

Skriften på væggen

Har vi - som borgere i et demokratisk samfund - nogensinde besluttet, at vi hellere ville være verdens største eksportør af svinekød end have en levende natur? Vil vi virkelig miste hele den særprægede del af dansk natur - moser, heder, overdrev, enge, skovbryn og naturskove - med dertil hørende blomster, insekter, fugle og dyr?

Én ting er sikker: de to ting lader sig aldrig forene. Uanset hvor mange fine modeller, redegørelser, rapporter og handlingsplaner - osv. osv. osv. - miljømyndigheder, politikere og svineproducenter i fællesskab brygger sammen, så holder det ikke. Du kan se det med dine egne øjne.

Og selv om de snyder med tal og forudsætninger og tilsyn og respekt for loven for at få regnestykkerne til at se tilforladelige ud, så nytter det ikke. Almindelig sund fornuft er såmænd nok til at indse, at udslippet fra en årsproduktion på 23 millioner slagtesvin trækker dybe spor i landskabet. Den vil aldrig kunne forenes med en bæredygtig brug af naturen.

Men forvent ingen samarbejdsvilje fra landbrugets side; svineproducenterne presser på for at øge produktionen til 30-35 mio. slagtesvin årligt!

Inden udgangen af år 2000 skal Svend Auken og hans miljømyndigheder - efter otte års fedtspilleri, forsinkelser og forhalinger - præsentere en ammoniak-handlingsplan for befolkningen.

Indtil da ville det være klogt at beslutte:

• Et øjeblikkeligt stop for enhver form for udvidelser af husdyrproduktion, især svinebrug, uanset størrelse. Enhver stigning bidrager udelukkende til at gøre løsningerne sværere og mere kostbare for samfundet.
• Udarbejdelse af en plan for kvotering af svineproduktionen med henblik på at reducere den samlede årsproduktion til et bæredygtigt niveau. Skal vi bevare den danske natur som andet og mere end deponeringsplads for gylle, skal svineproduktionen reduceres til mindst en tredjedel af det nuværende niveau.
• Udarbejdelse af en national redningsplan for den danske natur, der medfører afvikling af al industriel svineproduktion indenfor 5 kilometers afstand af alle naturlokaliteter af regional/national/international betydning.
• Øjeblikkelig indførelse af obligatorisk overdækning af alle gyllebeholdere, forbud mod brug af de gammeldags møgspredere (bredspredning), påbud om henliggetid på maksimalt 1 time før nedfældning af gylle.
• Indførelse af et centralt styret, uafhængigt og effektivt miljøtilsyn med al landbrugsvirksomhed til erstatning for kommunernes fedtspilleri med de lokale magtinteresser.