Hvem er bange for Kunde & Co.? Postmoderne newbizz i en
bananplantage
Ny bog af fyrede medarbejdere om etik og virksomhedsdrift.
Reklamebureauet kendt for Lars Von Triers Idioterne prøver ikke
længere at sælge barnemad, men begyndte i sommer en helt ny
form for postmoderne newbizz strategi i en bananplantage. Læs
her om hvad, der sker når newbizz kommer på Viagra et sted i
Latinamerika.

Nu går jagten på de hårdtarbejdende børn
Et af Danmarks mest kendte reklamebureauer, Kunde & Co.,
fyrede i sommer 3 medarbejdere og nedlagde en afdeling. Bureauet
har specialiseret sig i at håndtere andre virksomheders image
– med fokus på politisk ’opførsel’. Til den særlige
opgave havde Kunde & Co. oprettet en såkaldt
Dokumentargruppe, der skulle indsamle oplysninger om danske og
udenlandske virksomheders brug af børnearbejde og belastning af
miljøet.
Hjælp kunde(n) med at opfinde en ny dyr konsulentydelse
Efter en "fact finding mission" til Mellemamerika
kontakter Dokumentargruppen FDB og gør koncernen opmærksom på,
at deres bananleverandør, Chiquita, anvender børnearbejdere i
en udstrækning, der kan blive skadelig for den danske
brugskoncern. Kunde og Co. tilbyder dernæst, at FDB kan undgå
skaden, hvis man hyrer Kunde & Co for i alt 850.000 DKK. FDB
tilbydes også at få oplysninger om hvilke af deres
konkurrenter, der ligeledes har problemer med leverandører.
Den straffende gud i Corporate Religion
Direktøren i Kunde & Co, Jesper Kunde, tager kraftigt
afstand fra de 3 medarbejderes handling, og reaktionen kom
prompte i form af fyringer og nedlæggelse af Dokumentargruppen.
Jesper Kunde hævder, at medarbejderne handlede helt på egen hånd.
To af de afskediget ansatte hos Kunde & Co. har nu udgivet
bogen ”Modtryk – Etik, penge og erhvervsliv”. Her
behandler de forholdet mellem virksomheders produktions- og
arbejdsforhold og etiske problemstillinger. Især er politiske
aktivistgrupper og deres øget indflydelse på virksomhedsdrift
i søgelyset. For magtbalancen er blevet rykket, påstår bogens
forfattere, Jan Egesborg og Kristian Lai, og spår at visse
aktivistgrupper vil få endnu lettere ved at vinde folkelig
sympati efter terrorfrygtens indtog den 11. september 2001.
Modtryk med eftertryk
Modtryk går bag om kulisserne og afdækker den sårbarhed, der
tvinger virksomheder til at få fjernet børnearbejde, dårlige
arbejdsforhold, miljøsvineri m.v. Verden er blevet mindre, og
virksomheder stilles til ansvar for deres opførsel overalt på
kloden. Det betyder, at magten nu er ved at flytte fra deres
direktionslokaler ud til miljøaktivister, dyreværnsforeninger,
menneskerettigheds-organisationer m.v. Flere af disse grupper
har gennemgået en voldsom professionalisering og har opbygget
store presseafdelinger, der er dygtige til at styre en sag
gennem medierne. Det har givet et boom i PR-branchen, som
virksomhederne ofte tyr til, når der er optræk til
konfrontation med aktivister. Men det har også medført, at
kampen mellem de to fløje er blevet mere brutal; smædekampagner
og latterliggørelse i medierne er nu en del af spillet.
Læs
forordet her >>
”Modtryk – Etik, penge og erhvervsliv”.
Udkommet på Tiderne Skifter.
112 sider. pris 168 kr.
Klik
her for at kommentere artiklen!
|
|