Vi får flere og flere svin. Danmark er reelt ved at blive omdannet til én eneste stor svinefarm, som om ganske få år forventes at producere en mængde gylle svarende til urin og afføring fra 50 millioner mennesker. Det ville ikke gøre så meget, hvis vi kunne håndtere grisenes enorme volumen af efterladenskaber forsvarligt. Men det kan vi ikke. Forureningen er allerede med den nuværende produktion større, end naturen kan tåle. Stanken på landet er ulidelig om foråret, ingen gider længere bo der, naturen bliver langsomt kvalt i ammoniakdampene, grundvandet bliver forurenet med nitrat og havene lider af iltsvind. Udviklingen er uholdbar.

Landbruget fortæller os om de mange dejlige milliarder kr., svineproduktionen henter hjem til Danmark i eksportindtægter. Men ingen har set på svineproduktionens afledte omkostninger. Hvad koster det at rense vandet? Hvad er tabet for fiskeriet? Hvad er tabet som følge af faldende huspriser på landet? Hvad er tabet på grund af øgede udgifter til naturpleje? Hvad er tabet i turistindtægter som følge af Danmarks omdømme som svineland? Hvad koster tabet af national stolthed? Og ingen har for alvor set på det økonomisk bæredygtige i, at hver eneste dansker fra spædbarn til olding betaler ca. 2.000 kr. årligt i støtte til det miljøbelastende landbrug i Danmark.

»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid«, proklamerede Anders Fogh Rasmussen i det efterhånden historisk berømte interview i Weekendavisen 17. januar 2003. Det har han ret i. Men hvis værdidebatten ikke bliver bred, folkelig og oprigtig, bliver Danmarks fremtid formet af et snæversyn. Det er lige præcis, hvad der er ved at ske. Hvor er f.eks. centrale emner som natur og miljø henne i regeringens værdidebat? Ingen steder!

Værdidebatten, som statsministeren har valgt at kalde en kulturkamp, bør handle om, hvad der sker i vores land og om vores ønsker til fremtiden. Den aktuelle debat er imidlertid blevet til et snævert og indædt opgør om, hvad der skal stå i historiebøgerne om det 20. århundredes Danmark. Hvem sagde hvad - og hvorfor? Var samarbejdsstrategien under 2. Verdenskrig forkastelig? Var Danmark i 70erne på vej til at blive et kommunistisk diktatur? Hvem var gode, og hvem var onde? Hvem tænkte frit, og hvem var forført?

Vi bliver nemt revet med af denne tilbageskuende debat om, hvad der egentlig skete for nogle årtier siden. Derfor har statsministerens kulturkamp - tilsigtet eller ikke - afsporet den værdidebat, som til alle tider har været afgørende for en sund samfundsudvikling.

Jeg er gammel nok til at huske, da Buster Larsen i revyprogrammet »Hov-Hov« dukkede op på skærmen, stak sit fjæs frem og tordnede: »Lorteland!« med en intensitet, der får lyden i den nuværende værdidebat til at minde om pip fra daggamle kyllinger.

Det var dengang, Danmark efter de glade tressere sammen med resten af Vesteuropa var ved at drukne i forurening. Der blev råbt op, befolkningen gjorde oprør, og udviklingen blev rettet så meget op, at Bjørn Lomborg i 1998 turde skrive, at verdens sande tilstand var god. Det passer naturligvis ikke hele vejen rundt, og hans kontroversielle bog gør på helt urimelig vis nar af de engagerede borgere, der i kor med Buster Larsen til alt held råbte »lorteland« og var med til at forhindre store miljøkatastrofer.

Nu er det på tide at råbe »lorteland« igen. I ordets bogstaveligste forstand. Siden år 2000 er antallet af ansøgninger om nye eller større svinefarme steget fra ca. 400 til ca. 2000 om året. Regeringen griber ikke ind. Tværtimod. I 2003 kom der nye, lempelige regler, der betyder, at landmanden kan gøre næsten som han vil, blot han ikke producerer mere end ét slagtesvin pr. 240 kvadratmeter landbrugsjord - 4.200 svin pr. kvadratkilometer. Det er alt, alt, alt for voldsomt i forhold til, hvad naturen kan tåle.

Imens har regeringen sat en rar hyggeonkel fra Vojens til at forvalte Danmarks natur. Under den venlige ministers talrige møder med erhvervslivet rundt omkring i landet siger han, at han er tryg ved landbrugets forvaltning af den danske natur.

Det synes jeg ikke er en betryggende udtalelse. Tænk hvis vi sagde det samme om industrien? Her stiller vi jo nødvendige miljøkrav som en selvfølgelighed. Og det har været en stor miljømæssig og også økonomisk succes, fordi Danmark spinder guld på den nye miljøteknologi, der er vejen frem. Dansk landbrug kunne lære en masse af dette. Hvorfor skal landbruget, som er hovedårsagen til den danske naturs problemer, køre på frihjul? Det skal det ikke - det skal behandles som det, det er blevet: industri.

Jeg vedgår mig gerne en betydelig fædrelandskærlighed. Jeg holder mere af Danmark end alverdens riger og lande, jeg elsker de danske kyster, fjorde og søer, kulturlandskaberne, det frodige dyrkede land, slotte, huse og herregårde, middelalderkirkerne, broerne, der binder os sammen, byerne og såmænd også den danske folkesjæl og brokkementaliteten, der byder os at råbe »lorteland!« i protest mod de urimeligheder, vi bliver udsat for.

Desværre har protesterne mod svinenes fremmarch indtil nu næsten ikke hjulpet. Mængden af svin vokser mere end nogensinde, selv om miljøproblemerne ikke er løst. Under Danish Crowns monopol er Danmark ved at udvikle sig til én eneste stor, miljøbelastende svinefarm.

Politikerne vender det døve øre til foreningen af gylleramte, til landbefolkningens borgere, der indsamler underskrifter i tusindvis, til de grønne organisationer, der i flere år har gjort opmærksom på problemerne, eller til eksperterne, som har dokumentation for, at forureningen fra landbruget fører til iltsvind i havene, ødelægger vores grundvand, udrydder sommerfuglene og ødelægger vækstbetingelserne for over en tredjedel af Danmarks vilde flora.

Men måske vil regeringen lytte til EU. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har nemlig skrevet en 463 sider lang rapport om de krav, vi som medlem af EU skal stille til de 254 EU-naturområder, vi har i udpeget.

De 254 såkaldte habitatområder ligger spredt ud over hele Danmark, og vi har som medlem af EU forpligtet os til at passe godt på dem. EU har nemlig to direktiver - habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet - som forpligter medlemslandene til at gennemføre en grundlæggende naturbeskyttelse. Et land kan ikke være et anstændigt medlem af EU-klubben uden et minimum af naturbeskyttelse.

Nu er EUs fælles indsats for at sikre Europas natur ved at tage form. Alle lande er med. I Danmark er 7,5 pct. af landets areal udpeget som EU-natur. Det er i den absolut laveste ende blandt medlemslandene, fordi Danmark er så opdyrket og relativt tæt befolket.

Arealudpegninger er én ting - beskyttelse af de udpegede områder er noget andet. Og der er her, DMUs rapport bliver yderst interessant. De fleste af de 254 områder er nemlig udpeget for at sikre bestemte navngivne naturtyper, f.eks. blomsterrige enge, overdrev med orkideer, rene søer, heder, klitter, højmoser, klarvandede søer, forskellige naturskove osv. I rapporten kan man læse, hvad alle disse naturtyper maksimalt kan tåle af påvirkninger, før naturens status bliver så dårlig, at vi som nation ikke kan siges at indfri EUs krav.

Det mest interessante er grænsen for, hvor megen atmosfærisk kvælstofnæring, naturen må udsættes for. Af rapporten fremgår det nemlig, at en lang række naturtyper, der findes spredt i hele Danmark, ikke må udsættes for en påvirkning, der svarer til mere end 7-15 kg plantetilgængeligt kvælstof/hektar/år. På grund af uddunstningerne fra den intensive landbrugsproduktion og det store svinehold er niveauet næsten overalt i Danmark allerede over 15 kg kvælstof/hektar/år, og lokalt er det endda langt højere.

Derfor bør rapporten få vidtgående konsekvenser. Det vil simpelthen være i strid med EUs regler, hvis dansk landbrug udvider eller etablerer nye husdyrbrug og brugene belaster miljøet med noget som helst. Mange steder er belastningen endda allerede nu så stor, at der skal ske miljøforbedringer før udvidelser eller nye husdyrbrug overhovedet kan komme på tale.

DMUs voluminøse rapport er af uransagelige grunde kun blevet publiceret elektronisk på nettet, hvor den er umulig at overskue på grund af sit omfang. Det ligner kamuflage af vigtige oplysninger, og det ville unægteligt have klædt forskningsinstitutionen at formidle hovedkonklusionerne i rapporten i en læse-let version for landmænd, naturbeskyttere, politikere og presse.

Med DMUs rapport har vi omsider et dokument, der sort på hvidt udpensler, at Danmarks intensive landbrug ikke er bæredygtigt, at vi skal stille strengere miljøkrav for at leve op til EUs direktiver, og at vi en rum tid fremover godt kan glemme alt om flere og større svinefarme.

Det er på høje tid, vi stopper svinefabrikkernes fremmarch i Danmark. Hvis politikerne ikke gør det, kan det blive en sag for EU-Kommissionen. Dejlige Danmark fortjener en bedre fremtid end at drukne i svinegylle.