Naturrådet, 3. februar 2000
Notat
vedrørende ammoniakfordampning fra landbruget og den manglende ammoniakhandlingsplan
Baggrund
Med Vandmiljøplan II (VMP II)
blev det besluttet, at Fødevareministeren og Miljøministeren i folketingsåret 1998/99
skulle udarbejde en handlingsplan for reduktion af ammoniaktab fra landbruget. Denne plan
er nu udskudt til evalueringen af VMP II ultimo 2000. Forud for beslutningen om udskydelse
blev der nedsat en styringsgruppe, der skulle forestå udarbejdelsen af handlingsplanen.
Denne styringsgruppe bestilte i september 1998 faglige redegørelser hos
forskningsinstitutioner i Danmark. Rapporterne, som blev færdige i april 1999 (se
litteraturlisten), giver et godt grundlag for at gå i gang med udarbejdelsen af en
ammoniakhandlingsplan. I rapporten om natur og miljøkonsekvenser af ammoniakfordampning
konkluderes det bl.a.:
Ammoniak udgør et stort problem for skove, heder,
overdrev og højmoser i Danmark. En del skovområder vurderes allerede i dag at være
mættede med kvælstof. På lang sigt forventes skovenes sundhed og tilvækst at påvirkes
af ammoniakbelastningen. Løvskove, heder og overdrev vil primært være påvirkede nær
lokale kilder og i regioner med stor husdyrtæthed. I disse regioner vil det være
nødvendigt med meget store reduktioner af emissionerne, hvis disse naturtyper skal
beskyttes.
Der er således konstateret et
alvorligt problem som på kort sigt truer med at underminere gevinsten ved den generelle
beskyttelse af naturen og på lang sigt stiller spørgsmål til det meningsfyldte i et
stort skovrejsningsprogram.
Naturrådet anbefaler
At udvidelsen af husdyrproduktionen, herunder de
store svinefarme, stoppes indtil en ammoniakhandlingsplan er på plads.
At de aktuelle ændringer i husdyrproduktionens
størrelse indgår i vurderingerne af effekten af Vandmiljøplan II på
ammoniakfordampningen.
At der igangsættes et arbejde der skal give amterne
de relevante metoder og datagrundlag til vurdering af ammoniakfordampningen og dets
betydning for naturen, bl.a. til brug for VVM-vurderingerne af en husdyrproduktion.
At en kommende ammoniakhandlingsplan omfatter øvre
grænser for ammoniakfordampningen i lokalområder. Udarbejdelsen bør ske i samarbejde
med amter og kommuner. Grænserne bør omfatte loft for husdyrproduktionen - afpasset
efter lokale forhold.
Ammoniak og andre luftbårne kvælstofforbindelser
Kvælstofholdige forbindelsers
afsætning på landarealer stammer fra lokale og regionale kilder samt fra udlandet. De
lokale og regionale bidrag kommer hovedsageligt fra ammoniakfordampning og omkring 99% af
ammoniakemissionerne i Danmark stammer i dag fra landbruget. Afhængig af overfladens
ruhed afsættes ca. 20-60% af ammoniakken inden for en radius af 2 km fra kilden. Fx
afsættes mest i skove, især skovkanter, og mindst på græsarealer.
Der er dog sket et fald i den
samlede afsætning af kvælstof i Danmark fra midten af 80erne, hvor
depositionen lå på omkring 21 kg N per ha per år til et niveau i 1996 på ca. 15 kg N
per ha per år. Dette skyldes både en international og national reduktion af
emissionerne, først og fremmest fra kraftværker.
Ammoniakfordampningen fra landbrugsproduktionen
Ammoniakemission vurderet gennem modelberegninger
fremgår af tabel 1.
Tabel 1. Ammoniakemission i 1996,
under fuld efterlevelse af vedtagne reguleringer pr. 1. august 1997 og ved fuld
implementering af Vandmiljøplan II |
|||
Kilde |
1996-situationen |
Fuld
efterlevelse af vedtagne reguleringer per 1. august 1997 |
Fuld
implementering af Vandmiljøplan II |
Kvæggødning |
28.000 |
24.600 |
20.700 |
Svinegødning |
32.200 |
29.200 |
23.200 |
Fjerkrægødning |
5.300 |
4.800 |
4.300 |
Pelsdyrgødning |
4.000 |
3.900 |
3.900 |
Heste- og fåregødning |
700 |
600 |
600 |
Emission fra husdyrgødning i alt |
70.200 |
63.000 |
52.600 |
Handelsgødning |
6.500 |
6.000 |
3.500 |
Spildevandsslam |
100 |
100 |
100 |
Halmludning |
4.200 |
4.200 |
4.200 |
Afgrøder |
11.700 |
11.900 |
11.700 |
Samlet emission |
92.700 |
85.200 |
72.200 |
Kilde: Andersen et al. (1999):
Emission af ammoniak fra landbruget status og kilder.
Ammoniakemission fra husdyr
Den samlede
ammoniakfordampning fra husdyrgødning blev i 1996 beregnet til 70.200 tons. Tabet er
beregnet fordelt med: 42% fra stalde, 32% ved udbringning, og 23% fra lagre.
Ammoniakfordampningen udgør samlet omkring 26% af den totale mængde kvælstof i
husdyrgødningen (for svin ca. 30%, for kvæggødning ca. 20%).
Svineproduktionen
Svineproduktionen er i de
senere år blevet koncentreret på stadig større brug, med stor koncentration i Vest- og
Nordjylland. Svineproduktionen er steget fra 20 mill. svin i 1996 til 23 mio. svin i 1998,
og de Danske Slagterier tror, iflg. Landsbladet nr. 43 29/10/99, på en udvidelse af
svineproduktionen til 25.5 mio. svin om året i år 2003. Svineproduktionen udgør dermed
et stigende problem for naturen dels pga. dets koncentration dels pga. den stigende
produktion.
DJF og DMU's beregninger af
reduktionerne i ammoniaktab fra landbruget er foretaget under forudsætning af uændret
husdyrproduktion, mens den øgede effektivisering, som forskning og udvikling bidrager
til, er indregnet. En øget svineproduktion vil forøge ammoniaktabene. Derfor må de
skitserede reduktioner ved fuld implementering af VMP II justeres til dels de faktiske
produktionstal dels beregningerne for forventede ændringer i de kommende år.
Effekten af ammoniak på naturen
I rapporten Natur og
miljøeffekter af ammoniak konkluderes det bl.a.:
·
Ammoniak udgør et væsentligt problem for skove,
heder, overdrev og højmoser i Danmark.
·
En del skovområder vurderes allerede i dag at være
mættede med kvælstof.
·
På lang sigt forventes skovenes sundhed og tilvækst
at påvirkes af ammoniakbelastningen.
·
Karakteren af højmoser, heder og overdrev forventes
at forandres som følge af ammoniakbelastningen. En lang række sjældne og truede arter
vil kunne udkonkurreres af almindeligt forekommende arter.
·
Løvskove, heder og tildels overdrev vil primært
være påvirkede nær lokale kilder og i regioner med stor husdyrtæthed. I disse regioner
vil det være nødvendigt med store reduktioner af emissioner, hvis disse naturtyper skal
beskyttes.
·
Der vil kunne opnås væsentlige forbedringer i
miljøtilstanden, hvis de danske udslip af ammoniak reduceres betydeligt. Det vil med
målrettede tiltag være muligt at opnå, at de fleste naturområder får en belastning
under tålegrænsen.
·
For alle naturtyper gælder, at bidragene fra lokale
kilder potentielt kan være så store, at depositionerne ikke kan reduceres til
tålegrænsen uden en regulering af lokale kilder
Disse konklusioner kan
sammenfattes til, at der er behov for lokal regulering - og en anden reguleringstilgang
og at det skal ske snarest, da mange naturområder er under stor påvirkning af
ammoniakfordampningen.
Mål for reduktion af ammoniakfordampningen
Danmark deltager i det
internationale samarbejde via ECE-konventionen om langtransporteret grænseoverskridende
luftforurening og har netop underskrevet the Protocol to Abate Acidification,
Eutrophication and Ground-level Ozone hvor reduktionsmålet i år 2010 for
ammoniakfordampning fra Danmark er 43% i forhold til 1990-niveauet.
EU-kommissionen fremsatte i
juni 1999 forslag til direktiv om nationale emissionslofter for visse forurenende stoffer,
herunder ammoniak. Forslaget vil indebære et loft for ammoniakfordampning i Danmark på
71.000 tons per år i år 2010.
Der er således internationale
initiativer og målsætninger for nedbringelse af ammoniakfordampningen og Danmark
har derigennem en national målsætning om nedbringelse af ammoniakfordampningen. Men en
national målsætning er ikke tilstrækkelig til at sikre naturen lokalt.
Miljøministeren forventer at
implementeringen af Vandmiljøplan II vil medføre en reduktion i ammoniakfordampningen
med 22%, begrundet i beregningerne og fremskrivninger som fremgår af tabel 1. Denne
vurdering er foretaget under forudsætning af uændret husdyrproduktion. Dvs. der er ikke
taget højde for en forøget svineproduktion.
Amterne skal gennem
VVM-proceduren vurdere om anlæg til intensiv husdyrproduktion vil medføre problemer for
miljøet og naturen i forhold til regionplanernes mål. I VVM-proceduren indgår bl.a. en
vurdering af en kommende husdyrproduktions belastning af beskyttede naturtyper. Derfor er
det nødvendigt, at amterne både har et kendskab til den samlede belastning med
kvælstofholdige forbindelser af de beskyttede naturtyper og kan vurdere konsekvenserne af
en udvidet husdyrproduktion.
EU, og dermed Danmark, har en
målsætning om, at der i år 2010 skal være sket en halvering i forhold til 1990, af de
arealer som er belastet med forsuring og eutrofiering udover deres tålegrænse (grænsen
for hvornår der sker ændringer i økosystemets struktur eller funktion). Desuden har vi
gennem Habitatdirektivet forpligtiget os til at undgå forringelse af habitatområder.
Dvs. at vi på flere måder er internationalt forpligtiget til at beskytte vor natur.
Det er vigtigt, at der er
sammenhæng i den nationale og regionale (amtslige) politik for beskyttelse af vor natur.
Endvidere er det vigtigt, at amterne har brugbare redskaber til at vurdere sammenhængen
mellem beskyttelse af naturen og en given produktions betydning for naturen.
Konklusion
Landbrugets overskud af
kvælstof er stadig alt for stort, og der tabes alt for store mængder til det omgivne
miljø, til trods for en række indsatser gennem de senere år for at begrænse tabet.
Tabet gennem ammoniakfordampning sker hovedsageligt ved husdyrproduktionen. Det forventes,
at ammoniaktabet vil blive reduceret ved fuld implementering af Vandmiljøplan II, men de
forventede forbedringer bliver ædt op af en udvidet svineproduktion. Mange steder er den
eksisterende landbrugsproduktion allerede i dag en trussel mod nærliggende naturområder.
Det er derfor nødvendigt at arbejdet med udarbejdelse af en ammoniakhandlingsplan fremmes
mest muligt.
Litteratur
Andersen,
J.M., Sommer, S.G., Hutchings, N.J., Kristensen, V.F., Poulsen, H.D. (1999): Emmission af ammoniak fra landbruget status
og kilder. Danmarks Miljøundersøgelser & Danmarks Jordbrugsforskning.
Anon
(1999): Vandmiljø-99. Redegørelse fra
Miljøstyrelsen, nr. 1. 1999. Præ-tryk.
Bak,
J., Tybirk, K., Gundersen, P., Jensen, J.P., Conley, D., Hertel, O. (1999): Natur- og miljøeffekter af ammoniak. Danmarks
Miljøundersøgelser & Danmarks Jordbrugsforskning.
De
Danske Svineslagterier (2000): http://www.ds-data.dk/statistik.
Produktion af svin i Danmark 1995-1998. Svinebestandens procentvise fordeling på amter
1978, 1988, 1998.
Kyllingsbæk,
A., (1999): Kvælstofbalancer i landbruget.
Danmarks Jordbrugsforskning. Atmosfærisk deposition af kvælstof 1998. Faglig rapport fra
DMU, nr. 289. NOVA 2003. Miljø- og Energiministeriet.
Miljø-
og Energiministeriet (1999): Miljø- og energiministerens besvarelse af
samrådsspørgsmål BR, BS, BT, BU (alm.del bilag 1512), stillet af Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg, den 23. september 1999.
Rom,
H.B., Petersen, J., Sommer, S.G., Andersen, J.M., Poulsen, H.D., Kristensen, V.F., Hansen,
J.F., Hansen, J.F., Kyllingsbæk, A., Jørgensen, V. (1999): Teknologiske muligheder for reduktion af
ammoniakfordampning fra landbruget. Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks
Jordbrugsforskning.
Vejledning af 30. december 1997 om planlægning og administration af anlæg til intensiv husdyrproduktion, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad (VVM-pligtige anlæg).