Nyheder 2003
17. december 2003 

EU tildeler svineproducenter ekstra støtte

Trods store miljøproblemer i alle lande med stigende svineproduktion har
EU-Kommissionen besluttet at genoplive fortidens overskudslagre med svinekød for at fastholde det høje produktionsniveau. Kommissionen har besluttet at forære millioner af kroner i tilskud til svineproducenterne, så svinekød fra EU-landene kan fryses ned og lægges på lager, indtil til tiderne engang måske bliver bedre. Tilskudsmillionerne begynder at rulle fra den 22. december og vil foreløbig gælde for opbevaring i tre til fem måneder. 
Tilskudsordningen vil medvirke til at fastholde det høje produktionsniveau i Danmark, hvor der er voldsomme miljøproblemer af samme grund.

Kilde: Fødevareministeriet, m.fl.

15. december 2003 

Landets største "brodne kar" politianmeldt

Aarup Kommune på Fyn har besluttet at politianmelde landets største svinefarm, efter at et kontrolbesøg har afsløret, at svinefarmen producerede langt flere svin end den havde tilladelse til.

Politianmeldelsen er nummer tre i rækken af politianmeldelser mod større fynske svinefarme, efter at Miljøcenter Fyn har opdaget, at flere svineavlere svindler med antallet af svin. 
I Aarup Kommune er der tale om en svinefarm, der producerede 117.000 slagtesvin om året, selv om den kun havde tilladelse til 90.000.
Også Kerteminde Kommune har politianmeldt en svineavler for overproduktion og for mange dyreenheder, mens det er uvist i hvilken kommune, den tredje politianmeldte svinefarm ligger.
Viceformand i Dansk Landbrug, Gert Karkov,  finder det uacceptabelt, at der "fortsat er sådanne sager", men han hævder dog, at der kun er tale om enkelte "brodne kar" i erhvervet.

Kilde: Ritzaus Bureau, Jyllands-Posten, LandbrugsAvisen, m.fl.

12. december 2003

Statsministeren har fået svin nok

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sendte de danske svineproducenter en utvetydig advarsel, da han mødte landbrugets topmænd på Landbrugsrådets årsmøde i begyndelsen af december. Anders Fogh Rasmussen sagde bl.a.:
-  Jeg ved ikke, om vi allerede har nået grænsen for, hvor mange svin der er plads til i Danmark. Det har vi nok nogle steder. Og vi vil nå grænsen for, hvad omgivelser og miljø kan bære, hvis produktionen fortsætter med at vokse. Det problem må landbruget ikke overse. Det er meget vigtigt at komme med nogle klare bud på, hvad der skal ske.

Kilde: Landbrugsavisen, 12.12.2003

Politiken, 10. december 2003

27.000 ulovlige svin på Fyn

Flere fynske landmænd er blevet taget i at have langt flere svin end tilladt. Danmarks Naturfredningsforening vil have strammet kontrollen, men landbruget mener, den er god nok. Fødevareministeren tager initiativ til landsdækkende indberetningssystem. 

Læs hele artiklen


28. november 2003

2-3 pct. flere danske svin på grund af EU-reform af landbrugsstøtte

EU’s landbrugsministre vedtog den 26. juni 2003 en vidtgående reform af den fælles landbrugspolitik med den hensigt at påbegynde en nedtrapning af milliardstøtten i EU. I Danmark kommer reformen imidlertid til at betyde stigende støtteindkomster til jordejere samt en yderligere vækst i svineproduktionen på 2-3 procent.
Det skyldes enigheden mellem fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) og Dansk Landbrug om, hvordan "kagen skal skære", ifølge Landbrugsavisen. 
Reformen skal hverken i høring hos organisationerne eller diskuteres i Folketinget, men besluttes af fødevareministeren personligt.
Fødevareøkonomisk Institut under Fødevareministeriet har foretaget en analyse af reformens konsekvenser for dansk landbrug og samfundsøkonomien, og den viser, at indkomsten i landbruget bliver godt 1 pct. højere som følge af omlægningen af landbrugsstøtten, og den økonomiske gevinst bliver ca. 400 mio. kr. Der er altså ikke tale om at beskære tilskuddene på omkring 7, 4 mia. kroner årligt til danske jordejere.
Reformen medfører også andre negative forandringer i den danske landbrugsproduktion. Eksempelvis vurderes kornproduktionen at blive op imod 10 pct. mindre og produktionen af oksekød ca. 20 pct. mindre, hvorimod produktionen af svinekød bliver 2-3 pct. højere.

Kilde: Fødevareøkonomisk Institut (FØI), LandbrugsAvisen.

Læs rapporten fra FØI
28. november 2003

Første retssager på vej om gyllestank og værditab på privatboliger 

Tre retssager anlagt af "gylleramte" naboer til store svineproducenter ventes at blive behandlet ved domstolene i 2004. Sagerne handler om husejere, der kræver erstatning for de store værditab, de mener at have lidt på grund af lugtgener fra landbrug i nabolaget. 
- Det er jo noget nyt og derfor ikke noget, en advokat bare lige gør klart i løbet af 14 dage. Men vi forventer, de kommer for retten i løbet af 2004, og hvis én af de retssager falder ud til vores fordel, vil der sikkert rejse sig en skov af andre retssager rundt om i landet, siger formanden for Landsforeningen af Gylleramte, Kurt V. Pedersen.
Han tror på, at husejerne vil få medhold ikke mindst i lyset af, at en undersøgelse i tre amter - Fyns, Århus og Vestsjællands - fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) i foråret dokumenterede værditab på op til 24 procent for huse tæt ved især store svinebrug. 
- Jeg tror ikke på, man kan blive ved med at krybe uden om at give erstatning, når der bliver tabt så store formuer, som tilfældet er, siger Kurt V. Pedersen.

Kilde: LandbrugsAvisen, Ritzaus Bureau, m.fl.

26. november 2003 

EU-direktør: For mange svin i Danmark

Ifølge direktøren for Det Europæiske Miljøagentur er der flere svin i Danmark end miljøet kan klare. Jacqueline McGlade, direktør for Det Europæiske Miljøagentur (EEA), sagde i går, at produktionen af svin i Danmark er for stor og for tæt i forhold til økosystemet. 
– Intensiteten i svineproduktionen i Danmark er i vidt omfang ikke bæredygtig, når man tænker på miljø og forurening, sagde hun og fortsatte: – I vil snart få en diskussion om, hvorvidt hele økosystemet kan klare det niveau for svineproduktion, som I har i øjeblikket. 
Bemærkningerne faldt ved EEA’s præsentation af arbejdsplanen for næste år og strategiplanen for de fem kommende år. 

Kilde: Information, Ritzau Bureau, m.fl.

Politiken, 25. november 2003

Noget forbandet svineri!

Jeg er syg og træt af at høre landbrugets ledere skamrose sig selv og med nystrøgne ansigter love bedring når for eksempel dyrplageriet og medicinsvineriet i svinefabrikkerne kommer for en dag. Jeg gider rent ud sagt ikke høre på deres pis længere. Det er heller ikke nødvendigt. For i dag kan man lukke dem via sin indkøbskurv. 
Den miljøbevidste forbruger bør fremover stryge dansk industrisvinekød fra indkøbssedlen...

Læs hele debatindlægget her

25. november 2003

Svineproducenter vil købe sig til bedre image

Skoleklasser skal inviteres ud i svinestalden, og det lokale fodboldhold skal sponsoreres. Det er nogle af ideerne som Danske Svineproducenter overvejer, for at forbedre deres ringe image i befolkningen. Landsforeningen af Danske Svineproducenter tilbyder nu skoleklasser gratis busture til udvalgte bedrifter, så børnene med egne øjne kan se, hvordan produktionen af slagtesvin foregår. Derudover opfordrer landsforeningen også svineproducenter til at indgå sponsoraftaler med lokale idrætsklubber.

Kilde: Jyllands-Posten m.fl.

13. november 2003

Mindst 13.000 grisesøer med dybe skuldersår om året

Det er uacceptabelt, at søer får lov til at stå i svinestaldene med alvorlige sår på skuldrene, siger formand for Dyreetisk Råd og professor ved Landbohøjskolen, Peter Sandøe. Han kalder tal om skuldersår fra slagteriernes kødkontrol "klart bekymrende". En undersøgelse har vist, at de danske slagterier årligt modtager mindst 13.000 søer med alvorlige skuldersår. Sårene opstår
typisk, fordi søerne ligger længe på et hårdt underlag som betongulv. Men man kan ikke lovgive sig ud af problemerne, siger Peter Sandøe. I stedet er der brug for at stramme praksis, så der kommer større selvjustits hos svineproducenterne, og så dyrlægerne griber ind, når de ser det.

Kilde: Ritzaus Bureau m.fl.

11. november 2003
Dansk Folkeparti kræver erstatning til gylleramte

Dansk Folkeparti vil ifølge DR-regionalen i Næstved pålægge svineproducenterne at betale erstatning til gylleramte naboer, der generes af gyllestank. Landmændene skal dog ikke betale direkte til naboerne. De skal betale til en fond - f.eks. i form af et bestemt beløb pr slagtesvin. Dansk Folkeparti vil nu rejse sagen over for miljøministeren. 

Kilde: DR-regionalen

3. november 2003

Naturklagenævnet rejser kritik af Fyns Amts liberale svinepolitik

På foranledning af en række klager fra Danmarks Sportsfiskerforbund over Fyns Amts måde at håndtere udvidelser og nyetableringer af svinefarme har Naturklagenævnet nu anmodet Fyns Amt om at præcisere, hvorfor den påvirkning af natur- og vådområder, som merbelastningen med næringsstoffer ved udvidelser af svinefarme medfører, og som er i strid med gældende målsætninger og andre miljømæssige tiltag, ikke anses for at være relevant i VVM sammenhæng. 
Desuden understreger Klagenævnet over for Fyns Amt – ligeledes på Danmarks Sportsfiskerforbunds foranledning – at det også er praksis i sager med husdyrbrug under 250 dyreenheder at kræve VVM pligt, hvis projektet medfører påvirkning af områder, der er særligt miljøfølsomme eller rummer særlige naturbeskyttelsesværdier. Og endelig anmoder klagenævnet Fyns Amt om at redegøre for eventuel kumulation med andre projekter. Det vil sige en redegørelse for den samlede påvirkning af et naturområde og ikke kun den påvirkning, et enkelt brug isoleret set medfører. 

Kilde: www.sportsfiskeren.dk/nyheder

30. oktober 2003 

Ammoniak ødelægger de jyske runesten

Jyske runesten - især placeret langs Hærvejen fra Vejle Amt i syd til Nordjyllands Amt i nord - er ramt af ekstremt alge- og lav-vegetation. Årsagen menes at være en stigende forurening med ammoniak fra gyllelandbruget, som den hårde vestenvind bærer mod øst. Der er ikke konstateret de samme skader på runesten på Sjælland og på Bornholm, forklarer stenkonservatur Leif Vognsen i en rapport fra Kulturarvsstyrelsen. Rapporten er lige på trapperne og et resultat af en besigtigelsesrejse, Leif Vognsen har foretaget til 70 runesten, hvis tilstand er mere eller mindre kritisk. I 1986 foretog han en lignende vurdering. - Forskellen fra dengang og i dag er overraskende og nedslående, siger Leif Vognsen.
I 1986 producerede danske svineproducenter 16 mio. svin om året; i dag er tallet steget til 24 mio. slagtesvin.

Kilde: Jyllandsposten. 
Gylledampe truer kirker

29.oktober 2003

B&O-ejer kan ikke få svin nok

Udvidelsen af to svinefarme ved Struer vil ifølge Ringkøbing Amts teknikere medføre en væsentlig påvirkning af Limfjorden med kvælstof. De to svinefarme ligger på Hjermvej og Vinderupvej nær Struer, og ansøgningen går på en samlet udvidelse på 306 dyreenheder. På den ene farm skal der produceres søer og polteopdræt, mens den anden farm skal aftage smågrisene. 
Den ene farm ejes af hofjægermester, godsejer Peter Skak Olufsen. Han er formand for Hedeselskabet og tidligere bestyrelsesformand i Bang og Olufsen. På Skak Olufsens farm skal der opføres en helt ny svinestald på over 5000 kvadratmeter. 
"Det vurderes at udvidelserne vil medføre risiko for forøgelse af udvaskning af kvælstof til Limfjorden", skriver forvaltningen i sin indstilling til politikerne forud for dagens møde i amtets miljøudvalg. Og teknikerne tilføjer, at "det er vurderet, at de to projekter vil påvirke Limfjorden væsentlig med hensyn til kvælstof".
Godsejer Peter Skak Olufsen har også en ansøgning til behandling for tiden om en stor svinefabrik på bunden af Fiilsø i Ribe Amt.
Læs om Fiilsø-sagen
Kilde: DR Midt og Vest
Kronik i Berlingske Tidende, 25. okt. 2003
Danmark drukner i gylle

Af Michael Stolze

Nu er det på tide at råbe "lorteland" igen. I ordets bogstaveligste forstand. Siden år 2000 er antallet af ansøgninger om nye eller større svinefarme steget fra ca. 400 til ca. 2000 om året. Regeringen griber ikke ind. Tværtimod. I 2003 kom der nye, lempelige regler, der betyder, at landmanden kan gøre næsten som han vil, blot han ikke producerer mere end ét slagtesvin pr. 240 kvadratmeter landbrugsjord - 4.200 svin pr. kvadratkilometer. Det er alt, alt, alt for voldsomt i forhold til, hvad naturen kan tåle.

Læs hele kronikken

22. oktober 2003

Skatteyderne skal betale for at løse svineavlernes lugtproblemer 

Foreningen Dansk Landbrug og paraplyorganisationen Landbrugsraadet vil have fjernet lugten af gylle fra svinefarmernes landbrug. Derfor er de i gang med at udarbejde et konkret oplæg til 50 mio. kr., der over tre år skal være med til at løse lugtens gåde og fjerne de lugtgener, de stadig større svineproduktioner udgør. Skatteyderne skal betale broderparten af omkostningerne for projektet. På morgenavisen Politiken undrer man sig over, at det er skatteyderne, der skal betale for at få løst svineavlernes problemer, men viceformanden for Dansk Landbrug Henrik Høegh forsvarer sig med, at det er helt almindeligt, at landbruget henter midler i de offentlige forskningspuljer til den slags forskning.
 
Kilder: Thomas Hundsbæk, Politiken 

20. oktober 2003

Kæmpe svinefabrikker vil dominere det danske landskab i fremtiden

Om tolv år vil den danske svineproduktion foregå på 3.000 store fabrikker. Samtidig vil halvdelen af alle mellemstore landbrug være forsvundet og deltidsbrugenes antal reduceret med en tredjedel. Den provokerende udmelding blev fremsat på Familielandbrugets årsmøde i oktober af økonomen Søren Frandsen, der er afdelingschef ved Fødevareøkonomisk institut i Fødevareministeriet. 
Søren Frandsen pegede på markante ændringer i svinebrugene: - Der er i dag 13.000 besætninger, og de har i snit 975 svin pr. bedrift. I 2015 vil der være 3.000 besætninger tilbage, men de vil have 4.062 svin på ejendommen. Antallet af heltidsbrug vil være faldet fra 24.000 til 13.000, mens antallet af deltidsbrug vil være faldet fra 30.000 til 20.000. Hvad angår de mellemstore landbrug forudsiger Søren Frandsen, at halvdelen vil forsvinde.
Resultatet af denne udvikling vil blive en yderligere monopolisering af ejerskabet til Danmarks jord, hvis ikke landbrugsloven ændres.
Kilde: Landbrugs-Nyt.

16. oktober 2003 

Landsby i protest mod gylletank nær sportsplads

Beboerne i den lille landsby Kirke Eskilstrup på Sjælland protesterer over at en svineproducent i Tølløse har fået dispensation  til at opføre en ekstra gylletank tre kilometer fra svinestalden og nær landsbyens sportsplads. Det oplyser TV2-Øst. - Det er ikke rigtigt, at man lægger en gyllebeholder så tæt ved vore rekreative områder, skolen, boldbanerne og fritidscenteret, siger Kai Nørrevang fra Kirke Eskilstrup Borgerforening. Formanden for Tølløses Teknik- og Miljøudvalg kan ikke forstå protesterne. -  Det er kun et hjørne af en sportsplads, der rammer ind forbi trehundrede meter-zonen, siger Kristian Nielsen (V). Nu skal både Naturklagenævnet og Skov- og Naturstyrelsen se på naboklagerne.

Kilde: TV2Øst.


10. oktober 2003
Amter vil have færre svin 
Miljøminister Hans Chr. Schmidt har ikke styr på svine-situationen

Amterne finder lovgivningen om svin for slap og er trætte af at vente på svar fra miljøministeren om, hvor stor miljøbelastningen fra svin og andre husdyr må være. Reglerne er meget upræcise, og der er for eksempel ingen grænseværdier for, hvor stor kvælstofmængden i en sø må være. Amterne henvendte sig for et lille års tid siden til miljøminister Hans Christian Schmidt (V) for at få klarere regler, men der er stadig intet sket, skriver amternes netavis, 
Mandat/net. 
I Fyns Amt betyder de slappe regler, at politikerne er forhindret i at sætte en stopper for svineudvidelser i amtet, hvis der skulle være flertal for det. - Jeg går personligt ind for et stop, og jeg mener, det er 
fuldstændig vanvittigt, at vi ikke har mulighed for at skride ind. Hvis der var tale om en industrivirksomhed, havde vi langt 
bedre muligheder, siger socialdemokraten Carl Erik Jensen. Også miljøministerens partifælle Poul Weber, der er formand 
for Fyns Amts miljøudvalg, finder lovgivningen mangelfuld. 
- Retningslinjerne er meget uklare. Det er vigtigt for os at vide, hvilke mål der eksempelvis er for vores vandmiljø, siger 
Weber til Mandat/net. 
I Holland, hvor der er flere svin pr. kvadratmeter end i Danmark, er der eksempler på, at staten har måttet købe 
tilladelser til svineproduktion tilbage for at kunne overholde vandmiljøloven. 
Som reglerne er i dag, regulerer amterne kun antallet af svin, når de skal tage stilling til udvidelser. Hvis der er tale om 
store udvidelser, skal amtet foretage en vurdering af konsekvenserne for miljøet (VVM). Men reglerne er meget luftige 
og siger kun, at amterne skal skride ind, hvis der er tale om "en væsentlig miljøbelastning". Og hvad det indebærer, er overladt til det enkelte amt at afgøre. - Folketingspolitikerne giver aben videre til amterne. Som 
lovgivningen er i dag, er vores handlemuligheder for få. Jeg mener, at der bør ske en præcision af reglerne, for at vi kan leve op til det kommende vandrammedirektiv, siger Poul Weber fra 
Venstre. 
Kilde: Ritzaus Bureau, m.fl.

7. oktober 2003

Gyllestank forringer huspriser

Det kan koste en husejer mange penge, hvis hans hus ligger i nærheden af en svinefarm, der stinker med gylle.
- Det kan betyde mellem 10 og 15 procent på prisen, siger assistent Tom Sørensen fra EDC Mæglerne i Fjellerup. Formanden Kurt Pedersen fra Landsforeningen af Gylleramte, der prøver at varetage interesserne for folk, der er voldsom generet af gyllelugt, siger, at foreningen har eksempler på at huse har mistet op til 300.000 kroner i værdi. Der er også eksempler på, at husejere holder det hemmeligt, at en nabolandmand går med planer om bygge en svinefarm, fordi det kan ødelægge husprisen.

Kilde: DR-Østjylland

3. oktober 2003
Nej til nye fynske svinefabrikker, hvis de stinker 


Kursen strammes overfor stank fra nye svinebrug på Fyn og i Trekantområdet - og for dem der søger om udvidelse. Indenfor to måneder er der sagt nej til fem svinefabrikker i Miljøcenter Fyn/Trekantområdet, siger lederen af landbrugsafdelingen, Ove Johansen, ifølge DR Fyn. Beboerne i nærliggende landsbyer skal beskyttes og i nogen tilfælde flyttes svinefabrikken ud på åbent land. 
En typisk svinefabrik omsætter 9.000 slagte-grise om året og over 4,3 millioner liter gylle. Men sådan en fabrik kan faktisk skære stanken fra gyllen effektivt ned på mange måder, siger Ove Johansen. - Høj skorsten, gyllenedkøling, syretilsætning eller renseudstyr i skorstenen er alle tiltag, så stanken bliver mindre, siger Ove Johansen. 
Stadig flere borgere klager over naboskabet til et svinebrug. Indtil 1. september i år var der 50 klager, hvilket er en stigning på 25 procent i forhold til for to år siden, viser en ny opgørelse.

Kilde: DR-Fyn.

1. oktober 2003

Sportsfiskerne klager forgæves over gylle

Danmarks Sportsfiskerforbund har indbragt en lang række afgørelser for Naturklagenævnet fra amtskommuner vedrørende udvidelse af eksisterende svineproduktioner eller etablering af nye, hvor amterne har meddelt tilladelse på baggrund af screeninger uden forudgående VVM vurderinger. Men uden de store resultater.
Der er efterhånden ved at udvikle sig en praksis i afgørelserne fra Naturklagenævnet i den slags sager således, at naturklagenævnet giver amterne medhold i sager, hvor udsprednings-arealer og dermed påvirkning af naturområder ikke sker op til internationale beskyttelses-områder, mens Naturklagenævnet giver klager medhold, når udspredningsarealerne ligger i eller tæt på internationale beskyttelsesområder, og stiller krav om udarbejdelse af VVM redegørelse og efterfølgende udarbejdelse af regionplantillæg. 
Til gengæld er der også udviklet en praksis om, at påbudte VVM redegørelser i det store og hele når samme resultat som screeningerne, og regionplan-tillæggene går glat igennem amtsrådene således, at tilladelserne alligevel bliver givet - blot med en forsinkelse på de 1-1 1/2 år, en VVM tager.
 
Kilde:
Danmarks Sportsfiskerforbund.


24. september 2003

Svin fodres med giftigt korn

En stor jysk svineproducent er blevet anmeldt for at blande giftigt korn med almindelig foderkorn for at spare penge. Den pågældende svinebesætning er nu blevet lukket af myndighederne for at undgå risiko for forurening.
Den økonomiske fidus ved at bruge giftigt såsæd som foder er, at svineproducerne kan skaffe kornet gratis hos grovvarefirmaerne. Såsæd må kun ligge på lager i op til et år, hvorefter det skal destrueres. Forhandlerne af såsæd kan dermed spare mange penge på at forære gammelt såsæd væk, frem for at skulle betale for destruktion af kornet.
Viser det sig, at flere danske landmænd bruger bejdset såsæd som foder, vil det give den danske svineproduktion nogle ordentlige ridser i lakken. Såsæd er ofte beriget med forskellige giftige kemikalier, for at modstå forskellige problemer i forbindelse med dyrkning.

Kilde:  Jyllands-Posten, Erhverv & Økonomi.


3. september 2003

Sønderjyske kommuner bruger 40.000 kroner på at tjekke gylletanke

Seks sønderjyske kommuner har besluttet at bruge knap 40.000 skatteyderkroner på at flytjekke, om lokale landmænd overholder gyllebekendtgørelsen. I alt 1600 gylletanke vil blive overfløjet og fotograferet fra luften i løbet af efteråret. Kontrollen er gratis for landmændene.
- Kravene til flydelag har jo været gældende siden 1989. Men problemet er, at vi kun kommer ud til en landmand hvert sjette år, så det er svært at danne sig et øjebliksbillede, forklarer miljøkoordinator Peter Aalykke Jensen om årsagen til initiativet. 
Det er Miljøsamarbejdet ”Sønderjylland Nord,” der har besluttet at bruge de mange penge på at sætte fokus på overdækning af gyllebeholdere i 2003. Miljøsamarbejdet omfatter Nørre-Rangstrup, Rødding, Gram, Christiansfeld, Haderslev og Vojens kommuner.
Kilder: Landsbladet, JyskeVestkysten, m.fl.

1.september 2003

Fyns Amt giver tilladelse til stor svineproduktion  ved Odense fjord

Borgerne i Gerskov ved Odense Fjord er i oprør, fordi Fyns Amt har givet tilladelse til etablering af en stor svineproduktion ved Odense fjord. I tilladelsen gør amtet selv opmærksom på at:

"enhver merbelastning med næringsstoffer af vand- og naturarealer i internationale beskyttelsesområder vil være i strid med målsætningen for områderne".

I samme tilladelse skriver amtet endvidere at merbelastningen:

"vil mindske effekten af miljøtiltag og realiserede og planlagte investeringer i vådområdet".

På trods af dette giver Fyns Amt tilladelse til etablering af svineproduktionen og udspredning af gylle i et inddæmmet område med mange afvandingskanaler direkte ud i Odense fjord.

Læs de vrede borgeres pressemeddelelse

29. august 2003
Foreslår stop for svinefarme på Fyn


Den socialdemokratiske gruppe i Fyns Amtsråd foreslår, at der indføres et midlertidigt stop for flere svinefarme i amtet. 
- Fyn skal have flere københavnere, men ikke flere svin, siger partiets politiske ordfører i amtsrådet, Dorthe Hjertstedt, til Fyens Stiftstidende med henvisning til amtets bosætningspolitik om at forsøge at tiltrække blandt andet københavnere. Partiet ønsker et totalt stop for udvidelser af svinebrug, som minimum indtil næste regionplan. Forslaget støttes af både SF, Dansk Folkeparti og de radikale - men ikke af Venstre og de konservative. Borgerlistens enlige medlem i amtsrådet afgør forslagets fremtid. 
Kilde: Fyens Stiftstidende, m.fl.

27. august 2003

Arbejdsløse skal passe svin med EU-støtte

Jobtræning af arbejdsløse skal skaffe flere i arbejde i svinestalde.


Med en million kroner i støtte fra den den europæiske Socialfond har Dansk Landbrugsrådgivning i samarbejde med AF Sønderjylland sat et projekt i gang, der skal træne arbejdsløse i at passe svin, mens de faste medarbejdere i svinestaldene er på offentligt betalt efteruddannelse. De ledige får en lynuddannelse på blot 12 uger på Gråsten Landbrugsskole, med økonomisk støtte fra AF Sønderjylland, før de bliver sendt ud i svinestaldene. Det oplyses ikke, om arbejdsledige kan nægte at lade sig træne som svinepassere uden at miste retten til dagpenge.
Kilde: efter Landsbladet.

11. august 2003
Frit slag for flere svin

Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har forenklet reglerne, så det bliver lettere for svineproducenter at udvide deres produktion. Fra på fredag kan svineproducenterne give sig selv tilladelse til at udvide deres produktion. Hans Christian Schmidt har forenklet reglerne, så svinefarmerne slipper for at blive undersøgt nøje, hvis udvidelserne ikke overstiger 100 dyreenheder, hvilket f.eks. svarer til 3600 slagtesvin om året. Miljøministeren kalder det en administrativ lettelse for amterne, men andre politikere mener, at miljøet kommer til at betale prisen for de nye regler. Fra 15. august bliver landmanden i praksis sin egen sagsbehandler. Da får han nemlig lov til at udvide sin produktion med 100 dyreenheder ved at svare på 10 spørgsmål på et spørgeskema via internettet. Han skal via diverse regionalplaner og bekendtgørelser, som også ligger på nettet, svare på, om de ekstra grise vil belaste naboer, vandløb, fjorde og grundvand. Kan han svare nej, er sagen klaret. I teorien har amtet ti dage til at gøre indsigelse, men i praksis er fidusen jo netop, at det hele bliver forenklet i den slags småsager. Den tidskrævende miljøundersøgelse er foretaget af landmanden selv.
– Hvis der skal være en administrativ lettelse i det her, består den i, at man i amtet vælger at tage landmandens ti krydser for gode varer og undlader at lave en sagsbehandling, siger SF’s miljøordfører, Jørn Jespersen. 
Og det er ikke kun de sædvanlige miljøforkæmpere i S, SF og Danmarks Naturfredningsforening, der kraftigt advarer mod ”tipskuponen”, som det nye skema betegnes. Også Amtsrådsforeningen og HUR – Hovedstadens Udviklingsråd – mener, at 100 dyreenheder ligger ud over det bagatelagtige, som miljøministeren har betegnet det. Desuden mener de, at afstandskravet på 300 meter fra svinefarmene til moser, åer, fjorde mm. er for lille. 
I år 2002 solgte landbruget svinekød til udlandet for 18 mia. kr., men samtidig udgør gylle fra grisene nu 17 mio. tons om året, og det belaster naturen og især vandmiljøet. De store mængder kvælstof og fosfor, som tilføres markerne som gødning, siver ned i jorden og er en af grundene til, at drikkevandsressourcerne er blevet mindre.
Kilder: Politiken, Weekendavisen, Ekstrabladet, m.fl.

5. august 2003
Slipper med 40.000 kr. i bøde for groft medicinfusk


En af landets største svineproducenter, Peder Andersen, Lynggård, på Jungshoved har ved retten i Præstø erkendt sig skyldig i at have opbevaret 35 kilo ulovlig antibiotika på sin gård. 
Han blev idømt en bøde på 40.000 kr, oplyser DR Regionalen i Næstved, men kan fortsat levere svin til slagteriet og mister heller ikke sit medlemsskab af Dansk Lanbrug. En ransagning på en af Peter Andersens gårde ved Jungshoved førte i november 2001 til, at Fødevareregion Ringsted fandt en stor mængde antibiotika, bl.a. tetracyklin, som landmanden ikke havde tilladelse til og som formentlig var ulovligt importeret fra Tyskland eller Polen.
Kilde: DR Regionalen

Læs om sagen
29. juli 2003
Milliardregning for svine-tilladelser

Om få år begynder milliarderne at fosse ud af statskassen. 
Det vil ske, når myndighederne skal til at tilbagekøbe alle de tilladelser til ny svineproduktion, der udstedes i disse år. I fremtiden skal Danmark som de øvrige medlemslande leve op til EU's vandrammedirektiv. Det stiller skrappere krav til det danske va
ndmiljø, end vi allerede i dag kan leve op til. Derfor vil der ikke være nogen vej uden om at give landmændene store erstatninger for igen at fratage dem den ret til større produktion, man netop har givet dem. Alligevel har miljøminister Hans Chr. Schmidt netop gjort det endnu nemmere at udvide svineproduktionen.

Kilde: Ritzaus Bureau

Læs hele artiklen
Læs om ordningen i Holland

25. juli 2003
Flere svin
Uanfægtet af de seneste års stadig voldsommere kritik fortsætter de danske svineproducenter med at sætte flere svin i staldene. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I forhold til tællingen 1. april i år er antallet af svin steget med 1 procent, så de sæsonkorrigerede antal nu er oppe på 13.077.000 svin. Det svarer til en årsproduktion på omkring 24 mio. slagtesvin. Væksten er sket, selv om prisen på slagtesvin i længere tid har ligget lavt, så man kan frygte en yderligere stigning i antallet, når priserne atter stiger.
I Fyns Amt finder man ifølge Ritzaus Bureau udviklingen så alarmerende, at man frygter at blive tvunget til at begynde at tilbagekøbe produktionstilladelser for at kunne leve op til de nye skrappe krav i EU's vandrammedirektiv.

14. juli 2003
Svinekrigen begynder 

Aktivister fra miljøbevægelsen NOAH i Danmark starter nu en kampagne over for udenlandske turister for at få dem til at boykotte dansk svinekød. Samtidig er Friends of the Earth-organisationer i Japan, Tyskland, USA, England, Italien og Sverige blevet orienteret om kampagnen, der sigter mod at bremse den miljøødelæggende danske svineindustri. NOAH opfordrer fødevareminister Mariann Fischer Boel og miljøminister Hans Chr. Schmidt til at indføre et midlertidigt stop for nye svinefabrikker og udvidelser af eksisterende. Tænkepausen skal bruges til at lade en kommission udarbejde en national strategi for omfang og regulering af den danske svineindustri.

Læs løbeseddel til turister her

Læs mere om kampagnen på:
www.noah.dk/landbrug/kampen.html


9. juli 2003
Flere svin i DK færre i EU 

Svineproduktionen i Danmark ventes at stige med 1,6 procent til i alt 24,6 mio. svin i 2003. Derimod er der udsigt til et meget beskedent fald i den samlede svineproduktion i EU i forhold til 2002. Det viser de seneste tal fra EUs statistiske kontor. Tallene viser, at der i de 15 EU-lande vil blive produceret 202 mio. svin i 2003. Det er 0,4 procent mindre end sidste år. Faldet i produktionen er størst i Storbritannien med 9,5 procent og Holland med 5,1 procent. Tyskland, Spanien og Frankrig forventer små stigninger.
Kilde: Landsbladet m.fl.


8. juli 2003
Tillykke Nordsjælland, med 3.780 flere svin

Naturklagenævnet har givet grønt lys for flere svin i Nordsjælland ved at afvise alle klager over sagsbehandlingen vedrørende  en svinefarm mellem Ørby og Vejby i Nordsjælland. Naturklagenævnet mener ikke, at svinefarmen får en størrelse, der gør det nødvendigt med flere vurderinger af miljøforholdene. Tilladelsen giver ejeren af Gammel Askemosegård mulighed for en årlig svineproduktion på 125 dyreenheder, svarende til produktion på 3.780 slagtegrise.
  Kilde: Frederiksborg Amtsavis.


19. juni 2003
Vil tvinge Venstre-
minister til at holde sit ord
Svineproducenter skal ikke påtvinges million-støtte fra EU
Er flertal i Folketinget vil i dag tvinge fødevareminister Mariann Fischer Boel til at holde et ofte gentaget løfte om ikke at gå med til nye millionstøtte-ordninger til svineproducenterne i EU.
Flertallet, der består af SF, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet vil også pålægge fødevareministeren fremover at spørge om lov i Folketinget, før hun siger ja til yderligere landbrugsstøtte i EU.
Paradokset er, at de danske svineproducenters forening har sagt nej i ganske kraftige vendinger til yderligere EU-støtte, men fødevareministeren respekterer ikke producenternes holdning. Hun vil påtvinge dem støtten, fordi slagterigiganten Danish Crown forlanger det.
Siden 1995 har de danske svineproducenter modtaget 3.016 millioner kroner i eksportstøtte oveni de sædvanlige hektarstøtte-milliarder, som man modtager på lige fod med planteavlere og kvægbrug.
For svineproducenterne var det bedste år i perioden 1999, hvor ekstrastøtten løb op i 755 millioner kroner. I de seneste to år er støtten dog reduceret drastisk, til 98 mio. kr. i 2001 og 45 mio. kr. i 2002. Det er denne fornuftige udvikling folketingets flertal vil forsøge at fastholde fødevareministeren på.

Kilde: EkstraBladet, 18.6, FødevareErhverv

16. juni 2003

Ammoniak fra svin truer kirkernes kalkmalerier

Nogle af landets ældste kalkmalerier er i fare, fordi en landmand vil bygge en svinestald til produktion af 12.000 slagtesvin årligt tæt på Vrigsted Kirke ved Juelsminde. Kalkmalerierne blev afdækket sidste år, men nu frygter Nationalmuseet, at de kan blive ødelagt, fordi svineproducenten vil bygge en ny stald 600 meter fra kirken.
Læs mere

27. maj 2003
Svineavlere kræver ekstra millionstøtte fra EU

Til trods for at danske landmænd modtager op mod 10 mia. kroner i årlig landsbrugsstøtte fra EU kræver den danske svinekødsbranche nu ekstra millioner i krisehjælp fra EU.

Udsving i valutakurserne har siden oktober medført en forringelse af konkurrenceevnen for de danske svineproducenter, og
det skader eksporten til lande som Rusland og Japan. Siden december 2002 har svineproducenterne allerede modtaget millioner i støtte til oplagring af svinekød, men nu kræver man decideret krisehjælp.
EU-Kommissionen har i første omgang afvist kravene fra den trængte industri, men Danske Slagterier vil kræve af den danske regering, at den tager sagen op igen, når EU-ministrene samles i juni.
Landbrugsminister Mariann Fischer Boel har dog gentagne gange slået fast, at hun vil nedlægge veto mod yderligere landbrugsstøtte i EU, men det vides ikke, hvordan ministeren stiller sig til svineproducenternes nye millionkrav.

EU-kommissær Franz Fischler siger ifølge Jyllands-Posten: »Forbruget af svinekød er stagnerende, dollarkursen falder, og Rusland har indført importkvoter. Men vi er i hård konkurrence med lande, som kan producere svinekød billigere. Derfor vil det blive for kostbart at indføre en eksportstøtte, som kan ændre situationen.«
Danmark er verdens største eksportør af svinekød, og derfor følges den globale udvikling meget nøje i sektoren.

Kilde: Jyllands-Posten, Landsbladet, m.fl.


27. maj 2003

Svinefabrikker kan vokse videre

 Miljøministeren meddeler i sit ugebrev, at Folketinget i dag 2. behandlede og forkastede Forslag til folketingsbeslutning om midlertidigt stop for udvidelse af svinebedrifter/etablering af nye svinebedrifter (B 130), stillet af Det Radikale Venstre. 
Yderligere oplysninger hos: Kontorchef Søren S. Kjær, Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 39 47 22 51, eller fuldmægtig Nina Herskind, Departementet, tlf. 33 92 59 60.

20. maj 2003
Store svineproducenter æder de små

Inden årets udgang forvente
s det i svinebranchen, at op mod ti procent af de danske svineproducenter er på vej ud af branchen. 
Det betyder ikke, at der vil blive produceret færre svin, men blot at de store svinefabrikker vokser yderligere.
Udviklingen skyldes, ifølge dagbladet Børsen, den enorme gældssætning i branchen og faldende priser på svinekød. Dansk landbrug er det mest forgældede overhovedet i Europa, fordi man i mange år har investeret mere i udvidelser af produktionen end i konsolidering. Landbrugets gæld er i dag oppe på 60 pct. eller knap 200 mia. danske kroner.

Kilde: Børsen, Landsbladet, Fødevareøkonomisk Institut.

20. maj 2003
Nej til forsvarets radar,
Ja til flere svin


Naturklagenævnet har sagt nej til, at der kan opføres en 40 meter høj radarmast på udsigtspunktet Ballebjerg på nordspidsen af Samsø. Dermed vægter nævnet hensynet til naturen højere end forsvarets interesser i at overvåge skibstrafikken. Det kommer til at koste 9 millioner kroner ekstra at placere radaren andre steder. Radarsystemet skal forbedre overvågningen mellem Samsø og Jylland. 
Derimod har Naturklagenævnet i de senere år sagt ja til en voldsom udbygning af svineindustrien på Samsø, til trods for mange klager fra øboere. Her spiller hensynet til naturen og beboernes livskvalitet ingen rolle.

Kilde: Berlingske Tidende m.fl.

19. maj.2003

Svineproducenter må opgive image-kampagne til 78 mio. kr.

Landbrugsrådet har opgivet at gennemføre en fælles reklamekampagne til 78 mio. kroner over tre år for at forbedre erhvervets image i den danske befolkning. Det skyldes fast modstand fra kvægbrugerne, der ikke mener, at man kan købe sig til et bedre image. Kampagnen var udarbejdet af det kontroversielle reklamebureau, Kunde & Co. I følge Berlingske Tidende 15. maj må det betegnes som et stort personligt nederlag for svineproducent Peter Gæmelke, der er præsident for Landbrugsrådet.

Kilder: Berlingske Tid
., Landsbladet, m.fl.., Landsbladet, m.fl.
Læs mere
Hvem er Kunde & Co?


11. maj 2003
US-gylle giver hjerneskader

Verdens førende avis, New York Times, skriver, at et stigende antal videnskabsfolk og eksperter fra  den amerikanske sundhedssektor påviser sundhedsproblemer hos naboer til store svinefarme, hvor gyllen er stærkt koncentreret på grund af den store industrielle produktion af svin.
Problemet er blandt andet aktuelt i i den svine-intensive stat Iowa, hvor der foretages luftundersøgelser i udvalgte områder. En neurolog mener, at forskellige neurologiske problemer hos mennesker, kan være forårsaget af gasser fra gylle.

Læs den originale artikel


7. maj 2003
Svinebesætning lukket efter medicin-razzia

En større mængde ulovlig medicin blev afsløret, da Fødevaredirektoratet natten mellem den 6. og 7. maj sammen med Nykøbing Falster Politi foretog en ransagning i en stor svinebesætning hos svineproducent Steen Tambour på Nystedvej ved Sakskøbing på Lolland.  Besætningen er foreløbig lukket og må ikke sende grise til slagtning, før medicinen er undersøgt, oplyser Fødevaredirektoratet.
Ved ransagningen blev der fundet 10 kg medicin, som formodentlig er tetracyklin samt ampuller med prostaglandin. Tetracyklin er et antibiotikum, som bruges til at forebygge infektioner. Prostaglandin er et hormon, som bruges til at regulere søernes faringstidspunkt.
Aktionen på Lolland er den første, hvor Fødevaredirektoratets Medicinrejsehold deltager. Rejseholdet er oprettet for at styrke kontrollen med brugen af medicin i landbruget på grund af mistanke om udbredt misbrug.
Kilde: Landsbladet m.fl.

Læs om den tidligere sag ved Præstø


16. april 2003
ØK køber svinefabrik i udviklingsland


EAC Foods har købet 51 procent af aktierne i en af Venezuelas største svinefarme, Procer C.A.
EAC Foods er en del af ØK-koncernen, som nu kan producere omkring 100.000 slagtesvin årligt under lempelige miljøvilkår.
Købsprisen på svinefabrikken er hemmelig, men den hævdes at have aktiver for omkring 100 mio. kr.

Kilde: Landsbladet m.fl.

5. maj 2003
Gylle-landmand blokerer naturreservat
-
Der er én, der vil have jord til sin gylle... Jeg er utrolig skuffet over denne forsinkelse, der også betyder, at kommunen ikke får de penge, der er budgetteret med, i kassen. Det her er et spil for galleriet, siger Grete Justesen (K), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg Byråd.
Læs hele artiklen

1. maj 2003
Danske svin har det elendigt

I 2002 fik 7,4 millioner slagtesvin en kritisk bemærkning med på vejen fra den dyrlæge, der undersøgte dem ved ankomsten til slagteriet.

Læs hele artiklen

25. april 2003

Danske gyllebaroner rykker ind i Ukraine
En gruppe danske svineproducenter har lejet en kæmpestor svinefabrik med plads til en årlig produktion af 180.000 slagtesvin i Ukraine. Fabrikken, der har plads til 8.000 søer, ligger i nærheden af Kiev, og den omfatter også 5000 hektar jord og egen fodermølle med en kapacitet på 200.000 til 300.000 tons foder årligt. Miljøforholdene klares på en speciel måde: to kæmpestore gyllelaguner på hver 12,5 hektar skal opbevare de mange millioner liter gylle i op til otte år. En gyllelagune er populært sagt et gravet hul i jorden, der udledes gylle til. 
Bag svinefabrikken, der kalder sig Danosha, står en del af de store danske svineproducenter, der allerede i 1994 gik ind i Polen med aktieselskabet Poldanor. I dag driver disse gyllebaroner 15 svinefabrikker i Polen med en årsproduktion på 350.000 slagtesvin.
Kilde: Landsbladet, m.fl.

Læs også

20. april 2003
Rimelige krav til gylleproducenter

Landbruget skal underlægges de samme miljøkrav som industrien, mener et politisk flertal, der også vil have forbedret erstatningsmulighederne for naboer til store svinefarme. I samme åndedrag debatteres det, hvorvidt naboer til svinebesætninger skal kunne tildeles erstatninger. Hos Socialdemokratiet er man helt indstillet på at gribe ind, og miljøordfører Pernille Blach Hansen har derfor netop fremsat et nyt lovforslag for området.

Læs hele artiklen

11. april 2003
Gylle udrydder hver 3. planteart i Danmark

En stor del af vores vilde planter er ved at forsvinde, og vores landskab er dermed langsomt ved at ændre sig. Kvælstof fra landbruget er skyld i forandringerne, mener forsker.
Læs hele nyheden


19. marts 2003
Fire mia. kroner mindre i kassen, trods stigende eksport

Trods rekordstor svineeksport i 2002 kom der mindre valuta i kassen end året før. Der blev sendt 1.630.624 tons svinekød ud af Danmark, hvilket er en stigning på 53.000 tons i forhold til 2001. Ud af de 1,6 mio. tons blev en mio. tons afsat i EU. Men i samme periode faldt eksportens samlede værdi fra 29,3 mia. kr. i 2001 til 25,8 mia. kr. i 2002. Den ringere værdi skyldes, at svinekødspriserne på verdensmarkedet faldt efter at have nået et meget højt niveau i 2001, samt faldende kurser på bl.a. amerikanske dollar, japanske yen og britiske pund, som en del af eksporten afregnes i. I alt eksporterer Danmark svinekød til flere end 130 lande verden over. 
Kilde: JyllandsPosten m.fl.
Læs mere

13. marts 2003
Svinefarme skal tage hensyn

Folketinget vil nu undersøge, hvordan amterne tager hensyn til dyre- og plantelivet, når de giver landmænd tilladelse til at etablere eller udvide svinefarme i naturbeskyttede områder. Det fremgik af et møde som miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) havde med Miljø- og Planlægningsudvalget i går.

Læs hele artiklen

JyskeVestkysten, 5. marts 2003
Borgere i kamp mod svin

Underskrifter skal bremse svinefarm tæt på bebyggelse og Bredebros bymidte.
En kreds af borgere og handlende går aktivt til kamp for ren luft og imod et påtænkt, udvidet husdyrbrug ved Svanstrup. Kommer udvidelsen alligevel, vil byen nemlig konstant blive indhyllet i en hørm af gylle, som vil skræmme egne borgere, mulige tilflyttere og turister langt væk, frygter de.
Enkelte som byens kromand gennem 29 år forudser ligefrem, at det helt vil spolere appetitten - og dermed forretningen.
- Jeg er ked af det, for bliver det til noget, tror jeg lige så godt, at vi kan lukke Den Gamle Kro, siger Karl Hansen.
Kromanden har allerede fremlagt lister, som folk kan skrive under for at demonstrere deres protest.

4. marts 2003

DMU frygter ikke gylle

Der er miljøfremmede stoffer i den gylle, der i store mængder bliver spredt på markerne, men indholdet giver ikke DMU anledning til bekymring, fastslår Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i en redegørelse til miljøminister Hans Christian Schmidt (V). DMU har imidlertid ikke overblik over, hvor store problemer, der er med antibiotika i gyllen. Derfor er Danmarks Veterinærinstitut blevet bedt om at vurdere niveauerne af antibiotika og risikoen for udviklingen af resistens.

Kilde:
Berlingske Tidende.

3. marts 2003
S: Stop udvidelsen af svineproduktioner

Nye regler om svineproduktion skal på plads, og indtil da skal al udvidelse af svineproduktion indstilles. Det mener Socialdemokratiet, som forsøger at samle flertal for at tvinge miljøministeren.

– Vi må have et stop for udvidelsen af den danske svineproduktion, indtil nye regler er på plads. Det vil vi tvinge miljøministeren til. Ingen kan overskue konsekvenserne for miljø og drikkevand af de store udvidelser, som er på vej, siger miljøordfører Pernille Blach Hansen (S). Hos brancheorganisationen Danske Svineproducenter anser man det for rimeligt, at branchen miljøreguleres ligesom den øvrige industri.
Læs hele artiklen

27. februar 2003
Gylle truer danskernes sundhed

Gylle indeholder tungmetaller, hormonlignende stoffer samt antibiotika. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser. Forskerne frygter nu, at affaldsstofferne breder sig til fødekæden og derved påvirker danskernes sundhed.

Læs mere

DR-Nyheder, 23. februar 2003

Politisk uro om svinefabrik i naturområde

Planerne om at opføre en svinefarm med plads til knap 24.000 grise midt i et af de mest naturskønne områder i Danmark støder på politisk modstand.
Godsejer Peter Skak Olufsen vil ved Filsø ved Varde opføre en af landets største svinefarme. Området er ellers pålagt internationale fredningsbestemmelser. Ribe amt vurderer i øjeblikket hele sagen og tager endeligt stilling til projektet inden sommer.

Læs hele nyheden

Danmarks Statistik, nr. 80, 21. februar 2003

Færre landmænd ejer mere jord og holder flere svin

Antallet af landbrug og gartnerier faldt med rekordstore 5,5 pct. i 2002. Set over de seneste 20 år er antallet af bedrifter halveret.
Derimod er landbrugsarealet stort set uændret i 2002 i forhold til året før. Det betyder, at hver landmand i gennemsnit har opkøbet yderligere tre hektar, og i 2002 nåede 15 pct. af alle bedrifter op over 100 hektar. Tilsammen driver disse store bedrifter nu halvdelen af det samlede landbrugsareal i Danmark.

Information, leder 15. februar 2003
Tag gift på dét!


»Udgangspunktet er ganske klart. Forureneren må betale, hvad det koster at honorere de krav, der stilles af hensyn til miljøet. Dette princip er internationalt anerkendt.«
Men altså ikke af Dansk Landbrug og dets 2003-skansevogter Schmidt.

Læs hele lederen
8. februar 2003
Kræver opsyn med gylle

Frederikshavn og Omegns Lystfiskeriforening kræver nu en orientering fra kommunen vedrørende risikoen for udledning af gylle til vandløbene. Konsekvenserne kan være temmelig katastrofale, tidligere har der været uheldige episoder omkring Gærum. En større udvidelse af svineproduktionen på ejendommen på Rævdalvej bekymrer formand Bjarne Pedersen. Et tidligere gylleudslip i Bangsbo Å fra netop denne ejendom sætter grimme spor ved lystfiskerforeningen, som har fiskeretten samme sted. Amtet skal nu foretage nærmere undersøgelser vedrørende udvidelsen af svineproduktionen og den forøgede nitrat, som vil blive tilført vandløbene. Frederikshavn og Omegns Lystfiskeriforening følger nøje denne sag til dørs, med eller uden kommunens medvirken.

Kilde: Danmarks Sportsfiskerforbund, online


Landsbladet, 6. februar 2003
Frygter boomerang-
effekt af reklame-
kampagne for svinelandbrug


En storstilet pr-kampagne til 78 mio. kr. skaber uenighed i landbrugets organisationer

Kaj Ole Pedersen, formand for Mejeriforeningen,  mener, at det kan være til mere skade end gavn at fremhæve landbruget så massivt.
- Fjerkræbranchen gik offentligt ud og fremhævede sig selv og signalerede, ”vi har styr på tingene” - og det vidste sig at være en boomerang. Vi har en kritisk presse i Danmark, som med det samme vil tjekke, om vi nu også har så gode forhold, som vi går ud og påstår - og så kan kampagnen pludselig være en dyr boomerang for landbruget, forklarer Kaj Ole Pedersen.

Læs mere
4. februar 2003
Stor stigning i gylleproduktion
på alle fronter

I 2002 steg den danske produktion af både svine-, okse- og kalvekød.
Produktionen af svin steg med 3,2 procent. Det resulterede i både flere slagtninger og eksport af levende svin.
Produktionsgrundlaget er en svinebestand på cirka 13 mio. stk. hvoraf ni procent er søer. Produktionen af slagtesvin ventes at nå 21,6 mio. stk. i 2002, svarende til 415.000 stk. pr. uge, oplyser Dansk Landbrug. Når det gælder okse- og kalvekødsproduktionen steg den i 2002 med 5,7 procent  i forhold til året før.
På grund af lave priser i 2001, som til dels skyldes BSE-udbrud, valgte mange landmænd at udskyde slagtningen af kreaturerne. I de to første kvartaler af 2002 blev der således slagtet ni procent flere dyr end i samme periode året før.

Kilde: Landsbladet

4. februar 2003
78 mio. kr. til reklame for gyllelandbruget

Landbrugsrådet vil bruge 78 mio. kr. over de næste tre år på en storstilet reklamekampagne, der skal højne erhvervets omdømme i den danske befoldkning. Forslaget kommer fra et udvalg under Landbrugsrådet, og det støttes af rådets præsident, Peter Gæmelke, der er svineproducent. Kampagnen skal reklamere for bl.a. Landbrugets Samfundskontakt, og det rettes især skolebørn. Desuden vil der blive købt plads i medierne i et forsøg på at overbevise befolkningen om, at de fleste landmænd driver deres erhverv på en lovlig måde. Der foreligger ikke noget om, hvor de mange millioner kommer fra.

Kilde: Ritzau, m.fl.

Læs også
30. januar 2003
Venstre-politiker dropper svinestald og gylletank i boligområde

Naboprotester har fået Venstres byrådsmedlem Gunnar Rask Jensen i Esbjerg Kommunalbestyrelse til at opgive sine planer om at bygge en svinestald med tilhørende gylletank nær et boligområde i byen.
Det er ikke første gang, at Gunnar Rask Jensen trækker en svinesag tilbage.
- Man kan ikke drive forretning, hvis man ikke lever i forståelse med sine naboer, forklarer Gunnar Rask Jensen.
Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V) kalder det en flot beslutning, hans partikollega har truffet.
- Det Gunnar Rask Jensen nu har gjort er i udstrakt grad at tage hensyn til lokalbefolkningen, siger Johnny Søtrup til JyskeVestkysten.

Læs om sagen

Kilde: JyskeVestkysten

Sportsfiskeren Online, 21. januar 2003
Lystfiskere klager over gylle i Langesø

Danmarks Sportsfiskerforbund har indgivet en klage til Naturklagenævnet over Fyns Amts beslutning om at tillade etablering af svineproduktion på 110 dyreenheder på ejendom nær Langesø i Søndersø Kommune ved Odense Fjord.
Hvis den påtænkte etablering af en svinefarm med udspredning af gylle på arealer ned til søen godkendes, vil målsætningsopfyldelsen for Langesø fortone sig i en uvis fremtid, hævder lystfiskerne.

Læs hele klagen


17. januar 2003
Nye signaler fra Naturklagenævn

Under henvisning til de landskabelige værdier har Naturklagenævnet ændret en tilladelse fra Sønderjyllands Amt til at opføre en svinefabrik til et blankt afslag. 

Læs hele meddelelsen

Politiken, læserbrev 1. januar 2003
Svinefarme kontra turisme 

Direktør Jørgen Hansen, Midt-Nord Turisme, skriver bl.a.: 

En bæredygtig turisme er efter min bedste overbevisning aldeles uforenelig med den enorme udvidelse af svineproduktionen i Danmark, som finder sted i disse år. Lugtgenerne er betragtelige og ammoniakproduktionen særdeles problematisk. I det hele taget må der politisk tages stilling til, om vi vedblivende skal tage alle mulige og umulige planlægningsmæssige hensyn til et landbrugserhverv, som spiller en mindre og mindre rolle i samfundsøkonomien, eller om vi skal satse på det ’nye’ erhverv, som turismen trods alt er.
Læs hele læserbrevet
Læs også


Læs: Nyheder 2005 - Nyheder 2004 - Nyheder 2003 - Nyheder 2002 - Nyheder 2001 - Nyheder 2000