Svineproduktionen

Omkring 17.000 landmænd står for den danske svineproduktion. Antallet af landbrug med svineproduktion har været konstant faldende gennem mange år, samtidig med at produktionen er steget betydeligt. Tendensen går således i retning af stadig færre svinebrug med stadig større produktion. Der er omkring 5- 6000 landmænd som primært er svineproducenter. De er dog nødt til også at have planteproduktion, da det såkaldte harmonikrav fordrer at der skal dyrkes et vis areal pr. "dyreenhed", således at svineproducenten kan komme af med svinegyllen på en miljømæssig forsvarlig måde som gødning på markerne. Resten af de 18.000 svineproducenter har ikke svineproduktion som hovederhverv, enten fordi de også har andre former for landbrugsproduktion, eller fordi de har arbejde ved siden af, altså er deltidslandmænd. De 5-6000 fuldtids-svineproducenter står for omkring 70% af den samlede produktion på godt 20 millioner svin til slagtning hvert år.

Søer
Nogle svineproducenter har selv søer til at producere smågrise, mens andre vælger at købe smågrisene og beholde dem til de er store nok til slagtning.
Søer og orner købes i de ønskede racer eller krydsninger fra avlsbesætninger rundt om i landet. Søerne løbes (parres) enten med egne orner eller ved inseminering med sæd fra ornestationer. Selv om der bruges inseminering, vil man som oftest også selv have et par orner for at stimulere søerne til at komme i brunst.
Løbningen finder som regel sted i en særlig løbestald. Herefter flyttes soen til en drægtighedsstald, hvor hun står, indtil hun skal fare (nedkomme). Drægtighedstiden er 114 dage, hvilket som tommelfingerregel vil sige tre måneder, tre uger og tre dage.
Når det er tid for soen at fare, flyttes hun til farestalden. Som regel er produktionen planlagt, så flere søer farer samme dag.

Farestierne er indrettede med bøjler, så soen ikke risikerer at klemme de nyfødte pattegrise. Et normalt kuld er på 10-12 pattegrise. I gennemsnit farer hver so to gange om året. Pattegrisene er ikke så stærke i den første uges tid. Mellem 5 og 15% af dem dør i denne periode.
Mange producenter klipper eller filer pattegrisenes tænder for at forhindre at de skader soen når de patter, eller bider deres søskende. En del klipper også den yderste del af halerne for at forhindre, at grisene begynder at bide hinandens haler. Endelig bliver de fleste hangrise kastreret, blandt andet for at undgå at deres kød får hangriselugt. Kastrerede hangrise kaldes galtgrise.

Smågrise
Svinene holdes i forskellige afdelinger afhængig af deres alder og størrelse. Smågrisene går sammen med soen i tre til fire uger, hvorefter de fravænnes. De flyttes så til en klimastald. Her går de ofte sammen med smågrise fra flere kuld, dvs. der kan være op mod 100 smågrise sammen.
Smågrisene vokser med cirka 350 gram om dagen i gennemsnit. De får specialfoder der er nøje afpasset deres alder. Smågrise er ganske som vuggestuebørn særligt udsatte for infektioner, der blandt andet kan give diarré. Mange landmænd giver smågrise vækstfremmere (antibiotika) i foderet for at forebygge sygdomme og sikre deres trivsel. Efter fem uger i klimastalden flyttes smågrisene til en ungsvinestald, hvor de går til de er omkring 11 uger gamle og vejer cirka 25 kg. Når smågrise sælges videre, sker det typisk ved denne størrelse. Omkring halvdelen af alle danske smågrise sælges videre til andre producenter.

Slagtesvin
Når grisene er omkring 11uger, flyttes de til slagtesvinestalden, hvor de går indtil de slagtes fem-seks måneder gamle. I slagtesvinestalden går de i stier med 12-18 svin sammen. Stierne kan være udformet på forskellig måde - mere om det i afsnittet om staldsystemer.

Læs mere på adressen: http://www.danskeslagterier.dk/fakta/grise/index.htm